Tintin er i virkeligheden kun biperson i Hergés historie om kaptajn Haddock

Når man lå på stuegulvet dengang i 70’erne og ville lægge den virkelige verden bag sig, var det for hele min barndoms generation næsten altid et Tintin-hæfte, vi brugte til at drømme os væk med. Det føltes og var uendeligt.

Vi børn troede i lang tid, at Hergés dynamiske tegninger af tilsyneladende uskyldige historier bare var en slags levende kulturatlas, som vi kunne løse billet til uden at tænke på de folkeslag, som i tidlige udgivelser blev præsenteret som uvidende og simple. Vi havde heller ikke overblikket til at tolke det væld af symboler, som historierne er smækfyldt med, og som har sat filosoffer og psykologer på overarbejde siden første bind, ”Tintin i Sovjet”, blev udgivet i 1929.