Det kræver overskud at læse ”Ondskabens ansigter”

Arkæologen Anders Otte Stensager skriver bøger af international klasse, men det kræver mentalt overskud at læse dem. For med sit speciale i Holocaust-arkæologi fører han læserne dybt ind i nazisternes dødsrige. Denne bog er ingen undtagelse. Den giver rystende, men værdifuld indsigt i, hvordan såkaldt almindelige mennesker på kort tid udviklede sig til massemordere.

Forudsætningen for, at udryddelseslejre blev dræbende effektive, var de små tandhjul – det ”almindelige” mandskab. Interessen for det fænomen har løbet som en understrøm i Stensagers seneste berømmede værker, ”Franz Stangl”, biografien om kommandanten i Treblinka, og ”Christian den Grusomme”, portrættet af mørkets fyrste i dødsriget. Fælles for dem er, at de ikke kunne have organiseret massemordet uden et villigt mandskab.

Raffineret og nådesløs mordindustri

Med ”Ondskabens ansigter” vil Stensager fremkalde en række portrætter af de villige medskyldige for at finde frem til, hvem de var. Det korte – og uhyggelige – svar er, at det var helt normale mænd og kvinder, der i fællesskab begik massedrab.

Portrætserien er bevidst skrevet i en nøgtern og klinisk stil for at skabe distance til de rædsler, som gerningsmændene udsatte deres ofre for. For ellers er det tæt på at være ubærligt.

”Forbryderalbummet” beskriver en række helt tilfældige mennesker og deres hverdag i en særdeles raffineret og nådesløs mordindustri. Det er dybest set farveløse og uinteressante mennesker hver for sig, men tilsammen blev de i systemet specialiserede massemordere – medskyldige i mindst 400.000 menneskers død. Så hvad fik dem til at vælge et arbejde i en morderisk organisation?

Den fatale vej ind i mørket

Det lykkes det for Stensager med sine portrætter at finde en fællesnævner for. Ingen af dem var afvigere eller disponerede for kriminalitet, og de var altovervejende medlemmer af nazistpartiet, men den fatale vej ind i mørket blev, at de lod sig hverve til T4-programmet i efteråret 1939 – mordprogrammet for Det Tredje Riges sindslidende og handicappede; i den nazistiske terminologi omtalt som ballasteksistenser. Den eufemistiske betegnelse for udryddelsen var eutanasiprogrammet, altså medlidenhedsdrab.

Ca. 70.000 mennesker blev gasset på seks anstalter i Tyskland. Det blev prologen til Holocaust. Metoderne og mandskabet blev kernen til masseudryddelsen. Da programmet lukkede i august 1941, var der et ”eksperthold” på 120 mænd, som blev sendt til Polen til jødeudryddelsen med kodenavnet ”Aktion Reinhardt”. 1,7 mio. mennesker blev gasset i de tre dødslejre Belzec, Sobibor og Treblinka. Den sidste lejr blev af en af de portrætterede kaldt »et ganske vist primitivt, men særdeles velfungerende dødens samlebånd«. Det er chokerende, hvor få mennesker der skulle til for at dræbe så mange.

Manglende moralsk mod

Stensager dokumenterer med sin bog, at der bag den menneskelige ondskab stadig er et ansigt. Dermed er den beslægtet med værker som Christopher R. Brownings ”Ganz normale Männer. Der Rerservepolizeibataillon 101 und die ”Endlösung” in Polen” og Daniel Goldhagens ”Hitler’s Willing Executioners”. Bøger, der beskriver, hvor kort vejen kan være for almindelige borgere i en kulturnation til at blive aktive deltagere i massemord.

Det er ikke behagelig, men nødvendig læsning. At almindelige mennesker ender som massemordere, er jo ingen formildende omstændighed. Med den østrigske forfatter Gitta Serenys ord demonstrerer det blot de konsekvenser, som ordinære mænds og kvinders manglende mod og moralske styrke kan have på historiens gang og ikke mindst andre menneskers skæbne.

Mørk og oplysende bog

Stensagers bog kan læses i egen ret, men den bør ses som en introduktion til hans forfatterskab med vægt på værkerne om Franz Stangl og Christian Wirth. Han vil have et dansk publikum til at se perspektivet med T4 som præludiet til den senere ”Aktion Reinhardt” med det industrialiserede mordsystem.

Portrætterne kan læses enkeltvis, men tilsammen scanner de gerningsmandprofilerne for at tilvejebringe en bredere indsigt i, hvad der drev disse mennesker til det arbejde, de blev sat til, og hvorfor de ikke meldte fra. Hvilket var muligt.

”Ondskabens ansigter” er på én gang en mørk og oplysende bog. Læs den på en god dag!