Fortsæt til indhold
Litteratur

»Det er svært ikke at blive omrejsende ambassadør for elektrochok«

Peter Øvig Knudsen håber, at hans åbenhed om depressioner kan hjælpe andre og rykke ved samfundsdebatten. Jo mere vi taler om psykisk sygdom, jo mindre skamfuldt bliver det at være psykisk syg, siger den aarhusianske forfatter, der er nomineret til Jyllands-Postens faglitterære pris.

Hvordan opstod idéen til bogen, ”Jeg er hvad jeg husker”, som du er nomineret for?

»Jeg skriver på en måde videre på min forrige bog, ”Min mor var besat”, som jo ikke kun handlede om min mor, men også min egen indlæggelse på Rigshospitalets lukkede psykiatriske afdeling. Jeg var ung på venstrefløjen i 1970’erne, hvor hippierne med ”Galebevægelsen” reelt kæmpede for at lukke psykiatrien. De mente, at den var mere til skade end til gavn for patienterne. Sådan havde jeg det også. Men da jeg selv blev indlagt med en svær depression for fire år siden og modtog syv elektrochok, gik jeg fra at se behandlingen som den rene tortur til at se den som et mirakel. Den første bog handlede ikke specielt meget om elektrochok, så det ville jeg gerne undersøge nærmere i den næste bog.«

Hvad håber du, at folk tager med sig, når de er færdige med at læse?