Fortsæt til indhold
Litteratur

Hæder til dansk krimiforfatter

Det er fem år siden, at prisen for den bedste nordiske kriminalroman sidst blev givet til en dansk forfatter.

/JP

Den prestigefyldte og eftertragtede nordiske krimipris Glasnøglen, der gives for den bedste nordiske kriminalroman, tilfalder i år Morten Hesseldahl. Det er fem år siden, at prisen sidst blev givet til en dansk forfatter.

Hesseldahl, der er adm. direktør for Gyldendal indtil udgangen af august og forfatter til en række romaner og tegneserier, blev tildelt prisen for roman ”Mørket under isen”.

Priskomitéen kalder ”Mørket under isen” en gedigen spændingsroman. I romanen kæmper den danske Afghanistan-veteran Pipaluk i København mod såvel efterretningstjenesten som desillusionerede idealister. Da hun bliver tvunget hjem til opvækstens Grønland, møder hun desuden korrumperede politikere, kinesiske bestikkelsespenge og amerikanske kernevåben, skjult i mørket under den svindende indlandsis.

Det er sjældent, at prisen – som i dette tilfælde – tilfalder en politisk thriller. Hesseldahl har været nomineret til prisen en gang tidligere, for “Drager over Kabul” i 2008. Dengang måtte han se sig slået af Stieg Larssons “Luftkastellet der blev sprængt”.

Det er i år 31. gang, Glasnøglen uddeles. Initiativet til prisen kom fra Skandinaviska Kriminalsällskapet, men er i mange år blevet uddelt i fællesskab af de fem nationale kriminalakademier i Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark.

Ny roman på vej

Tidligere på året modtog ”Mørket under isen” og Hesseldahl Det Danske Kriminalakademis Harald Mogensen-pris, der gives for den bedste danske kriminalroman. Han er den eneste forfatter, der har fået prisen to gange. Første gang var i 2008 for ”Drager over Kabul”.

Jyllands-Postens krimiekspert, Lars Ole Sauerberg, tildelte i sin anmeldelse ”Mørket under isen” fire stjerner.

Hesseldahl er atter aktuel i dette efterår med en ny spændingsroman, ”Putins datter”, fra forlaget Modtryk.