- For abonnenter
Efter De Gyldne Laurbær er Merete Pryds Helle tilbage med nye livsformer
Anmeldelse: Merete Pryds Helles ”Det vågne hjerte”, bind tre i hendes slægtsroman, foregår i en tidslomme midt i 1980’erne.
SKØNLITTERATUR
DET VÅGNE HJERTE
MERETE PRYDS HELLE
317 sider, 299,95 kr.
Lindhardt & Ringhof
Hvis man har den grumme familiehistorie ”Vi kunne alt” (2018) i baghovedet, er opfølgeren på Merete Pryds Helles slægts- og miljøromanprojekt, det nye bind tre, ”Det vågne hjerte”, lidt af en overraskelse, fordi mørk tristesse afløses af spirende alternative livsformer.
Vi følger Lis, som er forelsket i Kirsten, der ganske vist lever sammen med Hans, men det ordner sig i løbet af fortællingen. Lis er en del af kvinde- og venstrefløjsbevægelsen, og på mange måder lever Lis og hendes omgangskreds i en tidslomme. Et langt stykke ad vejen er romanen solidarisk med Lis og hendes virke, men den markerer dog også et par rammer i hver sin ende af historien, som antyder, at idyllen ikke er sandheden om 1980’ernes samlivs- og politiske eksperimenter.
Fortællingen indledes nemlig med, at Lis besøger sine forældre, som vi kender fra de to første bind, og da Lis går hjem gennem Utterslev Mose, er hun på nippet til at blive voldtaget.