”Følg Wilfred!” er et prisme på aktivistiske undergrundskulturer

En dag i 1971 oplevede kunstnerkollektivet Røde Mor det, medlemmerne selv opfattede som et koldt pust fra fortiden. Sammenslutningen havde overtaget nogle lokaler på førstesalen i et gammelt hus i Kompagnistræde i hjertet af København. Da væggene på et tidspunkt skulle hvidtes, dukkede en hilsen fra Besættelsen op. Med store bogstaver stod der ”Følg Wilfred!” omkranset af nazistiske symboler.

Venstrefløjsaktivisterne følte sig bekræftet i, at verden havde forandret sig meget de seneste tre årtier. Førerdyrkelse og antisemitisme var afløst af solidaritet med den tredje verden, kvindefrigørelse og kamp mod forureningen.

Historisk bueslag

Men i virkeligheden slog historien på denne dag et lunefuldt bueslag fra 1930’ernes kriseår frem til Røde Mors eget aktivistiske miljø. Lokalerne havde nemlig tidligere huset unge revolutionære fra Nordiske Legioner, der var tilknyttet et lille nazistparti, NSP. Og på trods af placeringer på hver sin yderfløj var der fællestræk mellem de to grupperinger. Begge fænomener udsprang af et ungdomsoprør og et miljø med den opfattelse, at de måder, hvorpå man ændrede samfundet, ikke gik via de traditionelle politiske kanaler, men skulle ske ved aktivisme og revolution.

De unge sortskjorter hilste ikke med ”Heil Hitler”, men med ”Følg Wilfred”. Han var deres fører med det borgerlige efternavn Petersen. Ham fulgte de med blind fanatisme i kamp mod ”systemet”, jøderne og Frits Clausens ”officielle” nazistparti, DNSAP.

Et prisme til aktivismen

Historikeren Claus Bundgård Christensen opruller i den første fulde biografi om Wilfred Petersen dels den biograferedes skæbnehistorie, dels flere lag af 1930’ernes og krigsårenes radikaliserende subkulturer.

Wilfred Petersen fremstår den dag i dag som en mystisk og gådefuld skikkelse, der i sin person forenede karakterer som rottefængeren fra Hameln og Godfather. Han spillede virtuost på flere heste; via sin gamle officerskammerat Max Weiss samarbejdede han med Politiets Efterretningstjeneste, og fra erhvervslivet kanaliserede samlingsregeringens trafikminister Gunnar Larsen det, der i dag svarer til millionbeløb, til ham for at bekæmpe og skandalisere naziføreren Frits Clausen, og tyskerne havde mere end svært ved at gennemskue formål og bevæggrunde i hans mange aktiviteter. Til sidst satte de ham i 1944 i ”æresarrest” i Tyskland.

Biografien er i sig selv spændende som en kriminalroman, men den er først og fremmest dybt interessant, fordi Bundgård Christensen bruger den som et prisme til at få indsigt i et politisk undergrundsmiljø, der her afdækkes for første gang, og som trækker tråde til nutidens radikale aktivisme.

Terror og kriminalitet

Wilfred Petersen blev den centrale skikkelse i en politisk subkultur, hvis medlemmer samledes i det mest ekstreme og kriminelle af de nazistiske partier i Danmark. Han var en flamboyant skikkelse, der forsøgte at udvikle sin egen (nordiske) revolutionære form for nazisme, men hans historie er også tæt knyttet til de unge, han forledte, og for hvem mødet med ham kunne blive skæbnesvangert.

Wilfred Petersens parti var forbundne kar af politisk terror og ordinær kriminalitet. Men som en sand Godfather skubbede han altid sine tilhængere foran sig, så det stort set var umuligt at forbinde ham til de skarpe aktioner. Hans modus operandi var at have netværk til højre og venstre inklusive modstandsbevægelsen, så under retsopgøret blev han i landsretten pure frikendt og tilkendt erstatning for varetægtsfængslingen. Højesteret fratog ham dog sidenhen erstatningen med den begrundelse, at han med sine handlinger selv havde gjort fængslingen berettiget.

Intet ideologisk tankegods

Efter 1950 blev der stille om Wilfred Petersen, og han blev ikke en del af den levende fortælling om Besættelsen. Det grunder sig primært i, at han ikke efterlod sig tankegods i arv til nye generationer. Han erkendte, at hans politiske projekt var kollapset, og transformerede sig til en samfundsnyttig skattebetalende borger, der etablerede en succesfuld fabrik, der producerede skum til hulrummene i folks utætte huse. Han døde i 1981.

Claus Bundgård Christensen skriver, at biografien om Wilfred Petersen kildemæssigt har været den sværeste bog, han har skrevet. Dertil er blot at konstatere, at han har mestret udfordringen. Med bogen får vi indblik i et forsvundet og næsten ukendt politisk miljø i 1930’erne – en ungdomskultur, hvor gadevold, kriminalitet og aktivisme var blandet i en sprængfarlig cocktail. På trods af sine venskaber med modstandsfolk, politikere og efterretningsfolk må det ikke overses, at Wilfred Petersen var ærkenazist. Uden sammenligning den mest ekstremistiske og kompromisløse af slagsen med stærke antisemitiske holdninger.

Ny viden

Meget i den linde strøm af litteratur om Besættelsen er genfortællinger og nyfortolkninger, men med ”Følg Wilfred!” bidrager Bundgård Christensen med ny forskningsbaseret viden.

Wilfred Petersen er herefter ikke længere blot et leksikalt afsnit i diverse oversigtsværker, men den revolutionære danske venstrenazisme inspireret af Hitler-rivalen Gregor Strasser er med ham skrevet ind i den store fortælling om Besættelsen. Wilfred Petersen og hans gruppe var et produkt af deres tid, men, konkluderer Bundgård Christensen, hvad der skete har siden fundet sted i flere miljøer efter Anden Verdenskrig.