Anmeldelse: Beretningen om De Hvide Bussers undsætningsaktion i 1945 er en tur ind i historiens tusmørke
”Tre dage i april” åbner døren til et fortrængt traumeunivers.
I 75-året i 2020 for De Hvide Bussers hjemtransport af danske og norske fanger fra de nazistiske kz-lejre blev den sagnomspundne redningsaktion atter endevendt i en historisk-dokumentarisk sammenhæng. Men begivenheden rummer flere lag og moralske dilemmaer, som fortsat henligger i historiens tusmørke.
Det gælder den pagt, som lederne af evakueringen måtte indgå med djævlen personificeret ved SS-chefen Heinrich Himmler, som bl.a. indebar, at De Hvide Busser for at måtte hente de skandinaviske fanger løste en transportopgave for tyskerne ved at køre afkræftede muselmænd til den visse død i en anden kz-lejr. Og det gælder især de traumer, som overførtes til pårørende i en tid, hvor kriseterapi ikke eksisterede.
Det sidste forhold kaldes i moderne behandlersprog ”sekundær traumatisering” eller mere mundret ”traumevandring”. Denne arv efter kz-fædre og -mødre har indtil for nylig været omgærdet af tavshed, men er nu ved at komme for en dag. At behandle temaet i en litterær udgave kan være med til at tilvejebringe forståelse for dets senfølger. Og det er lige netop, hvad der lykkes for forfatterduoen Jesper Bugge Kold og Mich Vraa med deres historiske romaen ”Tre dage i april”.
Litterær balancegang
Den ydre handling er beretningen om en næsten færdiguddannet sygeplejerske, der afbrød uddannelsen for at blive redaktørfrue i Vamdrup. Hun tager med som frivillig hjælper på De Hvide Busser for at søge efter sin mand, der blev fanget og deporteret af tyskerne og gav sidste livstegn fra sig fra kz-lejren Neuengamme ved Hamborg.
Det nærmere handlingsforløb skal af hensyn til læserne og de indbyggede litterære greb i værktøjskassen og overraskende historiske referencer ikke røbes her, men blot skal det konstateres, at begrebet traumevandring for de fleste vil få en ny og nærværende betydning efter endt læsning.
At skrive en roman med fiktive personer i en konkret historisk ramme, som mange har et forhold til, er en vanskelig balancegang. Nærværende forfatterduo klarede det med romanen ”Pigen fra det store hvide skib” om hospitalsskibet ”Jutlandia”, og Mich Vraa bestod også lakmusprøven med sin stort anlagte dansk-vestindiske trilogi ”Haabet”, ”Peters kærlighed” og ”Faith”.
For at sikre troværdighed skal en roman som ”Tre dage i april” respektere historiens rammer og på den scene lade sin egen historie slippe fri. Det formår de to forfattere med et stramt sprogligt håndelag, der gør, at bogen næsten er skåret til som et manuskript til en filmversion eller Netflix-serie.
En skæbnefortælling
Alle personer er frit opfundne til romanen bortset fra den svenske grev Folke Bernadotte, der ledede undsætningsaktionen. Om han ligefrem har budt hovedpersonerne på vin fra kælderen på Bismarcks gamle herresæde Friedrichsruh, eller om han sendte et takkebrev til en dansk sygeplejerske, ved ingen, men det kunne han have gjort. Og det er afgørende.
Det er heller ikke dramaturgisk afsporende, at nogle af personerne fremstår som skåret ud af en relativt nutidig tidsånd, akkurat som Vamdrup og Kolding ville være dansk pressehistorie, hvis lokaljournalistikken havde udspillet sig på et niveau som beskrevet. De litterære friheder er med til at skabe en menneskelig skæbnefortælling med nerve, som peger frem mod senere årtiers ændrede kønsroller og sociale frigørelse.
Familiens tunge arv
Bogen slutter med en sløjfe, som læsere af de to forfatteres første bog vil vide at værdsætte, og som elegant kobler to epoker i dansk efterkrigshistorie sammen.
Ud over at levere et elementært medrivende populærhistorisk værk har Kold og Vraa skrevet en vedkommende bog med det budskab, at vi altid bærer historien med os. Kz-fangernes genforening med familierne var ikke en naturgiven lykkelig begivenhed. Traumerne afledte af det såkaldte kz-syndrom blev plantet i mange familier, hvor børnene blev bærere af en tung arv, som ledte ud i invaliderende tavshed.
Den dør, romanen åbner til dette fortrængte univers med vandretraumer, udmærker den i den skønlitterære erindringsarkæologi i den evige historie om Besættelsen.