Partifæller blev effektivt siet fra, da Socialdemokratiet skulle reddes tørskoet i land efter Besættelsen

Kridtstregen har siden i hvert fald Erik Aalbæk Jensens store roman af samme navn været et symbol på den vanskeligt håndtérbare grænse under den tyske besættelse mellem standhaftighed på den ene side og kollaboration på den anden.

Arne Hardis har i flere sammenhænge været optaget af denne kridtstreg, og det er også den, det handler om, i denne stærke bog. Han skriver det selv præcist ud: »Besættelsestiden (…) fascinerer fortsat på grund af de evige spørgsmål om den rette dosering af tilpasning og modstand.«

De fem forbandede år bliver vi aldrig færdige med, og når der bidrages så interessant og veldrejet som hos Hardis, er der vel håb endnu; selv i en tid, der gerne kaldes historieløs.

For 20 år siden skrev Hardis – til daglig journalist på Weekendavisen – om forfatterforeningens såkaldte æresret, hvor den Moskva-tro kommunist Hans Kirk som drivende kraft gjorde sig til dommer over besættelsestidens medløbere og nazister blandt danske forfattere. 26 blev udrenset.

Denne gang er Hardis gået et par cru op. Nu handler det om, hvordan det kongelige danske socialdemokrati, grupperet omkring ikonet og landsfaderen Thorvald Stauning, håndterede de partifæller, der trådte over kridtstregen; om det så kun var med en storetå.

Det kunne man gøre på mange måder, viser det sig. De fleste af bogens kapitler er portrætter af socialdemokrater, som dengang var noget ved musikken, men i dag stort set er glemt. De blev effektivt siet fra og ofret i en højere sags tjeneste: at redde selve det store parti frelst og velfriseret igennem overgangen fra fem års besættelse til fredstid.

Vinden vendte

De mærkede ikke i tide, at vinden vendte – på slagmarken, i den folkelige opinion og såmænd også blandt de ledende politikere, der ledte efter en måde for sig selv at komme tørskoet i land på.

De tilhørte kredsen omkring det tyskvenlige tidsskrift Globus, de lod sig beværte af den tyske presseattaché Gustav Meissner, de var med på arrangerede ture til Hitlers nye Tyskland og var lidt for optaget af planøkonomi, som jo både kunne have et socialistisk og et nazistisk udgangspunkt.

Niels Lindberg var en af dem; den første leder af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Han kom til at heile under et besøg i Nazityskland, og det gjorde det ikke bedre. Men han blev faktisk frikendt i Den Parlamentariske Kommission under retsopgøret efter krigen. Han havde ikke engang handlet »unationalt«. Men Lindberg nåede at levere det pund kød, der skulle til, for at partiet kunne vise sig stålsat.

Andre nogenlunde tilsvarende skæbner gennemgår Hardis med betydelig detaljerigdom. Harald Bergstedt træder lidt ud af den nådige fortrængning. Han er muligvis også glemt i dag, men det er hans sange ikke: ”Solen er så rød, mor”, ”Jeg ved en lærkerede”. Bergstedt, partiets store digter, overskred tydeligt kridtstregen og blev regulært medlem af det danske naziparti. Hardis beskæftigede sig også i bogen om æresretten intensivt med hans skæbne, for også hér fik Bergstedt den store tur.

Krag nåede i land

Den unge Jens Otto Krag tilhørte oprindelig kredsen. Han puslede allerede med planerne for fremtidens Danmark, og planøkonomiske virkemidler indgik også dengang i enhver type social ingeniørkunst. Krag sprang fra i tide, og resten er velkendt, men Hardis vil vist gerne polemisere lidt mod Krags biograf, Bo Lidegaard.

Det lykkes nu ikke rigtigt, eller også er det bare ikke så vigtigt. Ifølge Lidegaard brød Krag med kredsen efter et møde i Grundtvigs Hus i november 1941 og måtte endda skylle efter med et par glas øl. Hardis mener, at overgangen var lidt mere sivende, og at Krag hang på ind i 1942. Men fortællingen om det unge håbs stålsatte exit kunne bruges i partiets mytologi om, at man – og han – i tide valgte den rette vej.

Hardis efterprøver, om Lidegaards fortælling om Krag er for god til at være sand, og må modstræbende erkende, at den holder vand – næsten. Men så har han da forsøgt!

Hele dette opgør i Socialdemokratiet blev kompliceret af, at det reelt handlede om arven efter Stauning. Både de, der blev, og de, der måtte gå, hævdede undervejs og siden, at de stod på Staunings kurs.

Stauning regnede med, at Tyskland ville vinde krigen, og han repræsenterede frem til sin død den tilpasning over for tyskerne, der udgjorde samarbejdspolitikken. Han døde den 3. maj 1942, mens tyskerne var på vej mod både Stalingrad og El Alamein. Ikke kun Hardis har fundet, at det nok var nådigst for alle parter, ikke mindst partiet.

Opgøret om Stauning

Centralt står Staunings store tale i Studenterforeningen i marts 1941. Alle bogens aktører henviste til den i deres forsvar for sig selv. I talen udrullede landsfaderen sit syn på det nye Europa under tysk førerskab og fremlagde en positiv forståelse for planøkonomiske redskaber. Ifølge standardværket ”Danmark Besat” gjorde han her »et fatalt ideologisk knæfald«. Det gjorde ikke sagen bedre, at Stauning personligt tillod en mindre tekst fra sin hånd at blive optaget i Globus, der snart blev dømt helt ude.

Der var nok at tage fat på for partiets store kulturskikkelse Hartvig Frisch (”Pest over Europa”), da partihistorien skulle reddes ud af Besættelsens skygge, herunder statsminister Buhls antisabotage-tale, og over i en ny tid. Frisch skabte med ”Danmark besat og befriet” fortællingen over 1.200 sider om et socialdemokrati, der ramte kridtstregen rigtigt i det lange løb.

Den er skilt ad et par gange efterhånden, men Hardis kan ikke nære sig for at gentage historikeren Hans Kirchhoffs afsløring mange år senere af Frisch’ forløjede udlægning af Hans Hedtofts store tale i 1941, hvor den senere statsminister ifølge myten havde kaldt på et brud med samarbejdspolitikken.

Hardis skriver et fremragende dansk; måske ville han sætte pris på prædikatet ”malmfuldt”. Ikke noget ”fremadrettet” og ”Jeg tænker …” hos ham. Det er efterhånden let excentrisk, men en betydelig lise for læseren. Hans bog må være pligtlæsning for alle med interesse for Besættelsen.