Ukendte tyske tænkere på kanten af Hitler-tiden? Jo, det er vildt spændende

Tysk kultur, især tysk sprog, har det ikke for godt her i landet. Danmarks Radio må interviewe tyskere på engelsk, og tyskstudiet er simpelthen nedlagt på et enkelt universitet af mangel på studerende. Det er den rene ynk.

På den baggrund er der ikke så lidt fandenivoldskhed i denne sprænglærde rundbarbering af tyske tænkere i Weimartiden, som litteraten og kritikeren Hans Hauge er mester for. Han vil simpelthen ikke finde sig i, at mange intellektuelle fra denne højeksplosive periode – op til nedlukningen med Hitlers magtovertagelse i 1933 – er gået i glemmebogen.

Han graver dybt i både de kendte – Heidegger, Schmitt, Arendt, Max Weber m.fl. – og de ukendte: Johann Plenge, C.A. Emge, Paul Tillich, Eta Harich-Schneider. De sidste kender ingen sjæl i dag ud over Hauge og nærmeste omegn. Hvorfor?

Hauge martres over konstateringen. Han kan ikke forstå det, og han vil heller ikke acceptere det. Altså går han i gang fra en ende af, og selv om det er nørdet på en måde, som man troede for længst var gået af mode, er det også dybt fascinerende – forudsat en vis grundlæggende interesse for periodens idé- og kulturhistorie, naturligvis.

Anmelderen havde en ambition om at tælle antallet af navne, der strøs ud over siderne, men der gik kuk i projektet. Et skud fra hoften: Der nævnes i hundredvis af personer. Enten udsættes de for egentlig portrættering, eller de namedroppes kort i en af de fodnoter, der er mange af (632 på 360 sider).

Hauge er nådesløst leksikal i sin tekst. Der gives ikke ved dørene, og der lefles ikke meget for husarerne. Dog får vi at vide, at kirkefaderen Augustin døjede med hæmorider. Dr.phil. Hauge korrigerer endda undervejs diverse leksika. Det er et stykke guldrandet kulegravning:

Hvem skrev hvad, hvem omtalte hvem i hvilket værk, hvem læste hos hvem, hvem overværede hvis forelæsninger, hvem var påvirket af hvem, hvem mødte hvem til hvilket selskab i Berlin-Zehlendorf (bortset fra Heidegger: Han blev altid hjemme i sin hytte i Schwarzwald), hvem glemte at omtale hvem, hvem forhindrede hvem i at få hvilken ansættelse – og hvorfor mon?

Nazister i glemmebogen

Hele den europæiske tænkning er med på bagsmækken, især Kant og Hegel, men også ægteparret Løgstrup fra Aarhus. Og så går det ellers over stok og sten.

Ét sted siger Hauge det, som det er: »Jeg er (nok) den eneste dansker, som har læst en roman af hende« (Ada von Boeselager). Ærlig snak. Desto dybere graver han.

Hauge har endog været udfarende. Han har haft kontakt til juristen C.A. Emges barnebarn i Essen, der forbløffet svarer: »De er den første, der nogensinde har spurgt til vores farfar.« Det opildner bare Hauge endnu mere. Emge er et af hans store omdrejningspunkter, selv om også han drev ind i nazismen og var en stor Hitler-beundrer.

Hauge besvarer ikke sit eget grundlæggende spørgsmål: Hvorfor blev nogle af alle disse tænkere glemt og andre ikke? En del af svaret forekommer indlysende. Mange af dem blev senere nazister, mere eller mindre glødende. De røg vel i glemmebogen på samme konto som herhjemme, f.eks. Harald Bergstedt (”Solen er så rød, mor”). Man kan ærgres over asymmetrien i forhold til stalinistiske forfattere, også herhjemme, men det er ligesom en anden sag her.

Den mildt diabolske Hauge nøjes med et citat som forsøg: Man bliver et folk, hvis man har glemt det samme. Men det må være absolut laveste fællesnævner.

Platon og SS

Han forsøger heller ikke at give et bud på, hvordan meget begavede og belæste mennesker, der til daglig beskæftigede sig med Europas ånd og sjæl fra Platon og fremefter, endte med at dukke op til aftenselskaber iført SS-uniform. Hvordan kan det overhovedet forklares? Det havde mindst været en fodnote værd, men det er vigtigere for Hauge tydeligvis at få kendsgerningerne på bordet. Så må læseren fundere videre selv.

Hauge ville ikke være Hauge, hvis han ikke også svirpede til nutidens dårligdomme, ikke mindst på universiteterne. Det er både ondskabsfuldt og kvikt, og de, der kender Hauge fra hans ligeledes omfattende skriverier i danske medier, vil genkende stilen og den sylespidse tone. Mon Mette Frederiksen ved, hvem Paul Hindemith (komponist) er, spørger han uden at give et svar. Der er naturligvis også mange syrlige drops til tidens woketyranni og Black Lives Matter-karrieremagere, og det er vældigt fornøjeligt.

Når man er rejsende i korrektioner, skal man kunne tåle mosten selv. Der er (for) mange grammatiske fejl i titler på bøger og tekster. Forlagskorrekturen bør bevilges et kursus i kasserollebøjningen inden et eventuelt nyt oplag.

Der er også andre dumme fejl. Gudrun Ensslin hed den vesttyske terrorist. Versailles-freden var i 1919. Den nazistiske avis hed Völkischer Beobachter, den nazistiske ungdomsfører Baldur von Schirach, Joseph Roth skrev ”Radetzkymarch” på Mampes Gute Stube osv.

Det er sin sag at uddele stjerner til et værk af denne type. Men den bagvedliggende belæsthed, den enorme viden og forfatterens beundringsværdige engagement tæller vel også. Også mange roser til forlaget Multivers. Andre har nok ikke turdet. Man bliver helt rørt.