Dan T. Sehlberg balancerer på kanten af voldsporno
Den svenske forfatter rammer langt under sit eget topniveau i en bog om et mystisk selskab, der samler på styrtende flypassagerers sidste skrevne ord.
Svenskeren Dan T. Sehlberg kan skrive forrygende spændingsromaner. Det beviste han med ”Mona” (2013) og ”Sinon” (2015) om krydsfeltet mellem storpolitiske brændpunkter og amok-løbende digital teknologi.
Nu er han tilbage med en spændingsroman fra sen-industrialismens fly- og rejsekultur. Den handler om katastrofale flystyrt og de perverse kræfter, sådanne kan tænkes at udløse.
Det hævdes i historien, at der findes en meget hemmelig organisation, der kun, og da ret besværligt, lader sig spore i det såkaldt ”dybe net”, hvor alskens skidt og møg findes. Organisationen samler på og handler med såkaldte ”brændende breve”, dvs. breve, der er skrevet af mennesker i fly, efter at de har fornemmet, at noget er galt.
Den sidste linje
Når den svenske forlægger Niklas overhovedet begynder at interessere sig for den slags breve, skyldes det hans egen pludselige inddragelse i et flystyrt.
Niklas venter barn med Eva. Da de mister barnet i en sen abort, kaster Niklas sig ud i det drikkeri, der aldrig har ligget ham fjernt. Eva forlader ham i vrede og kalder ham ”morder” for hun anser Niklas’ fjendtlige og destruktive adfærd også gennem svangerskabet for den udløsende faktor for aborten.
Eva beslutter sig for at tage til en ashram i Indien for at dyrke yoga en tid. Men hendes fly forulykker over Sydindien i et uvejr. Der er ingen overlevende.
Da Niklas hører om fænomenet ”brændende breve,” ser han et håb om at oprette en slags forbindelse til sin døde kæreste. Så han begynder en fanatisk eftersøgning, der bringer ham vidt omkring i verden og i kontakt med mennesker, der samler på ”brændende breve”, og endda muligvis har en finger med i spillet om deres opståen.
Voldsporno og melodrama
Sehlberg har skrevet en spændingsroman, der balancerer mellem Edgar Allan Poe-agtig gotisk historie og Dan Brown-inspireret hoppen fra én gåde til den næste. Indimellem er det en minutiøst fortalt historie om en mands nedtur i en lavine af selvmedlidenhed og selvdestruktion. Over lange passager har man dog en fornemmelse af, at omstændighederne omkring flykatastrofer dyrkes med næsten voldspornografisk fascination.
Plottet er forceret melodramatisk og forudsigeligt, der er blodige detaljer overalt, karikatur-tilgrænsende monstrøse skikkelser lurer alle vegne, og det er vanskeligt at få figuren Niklas til rigtigt at give mening.
Bogen kan slet ikke anbefales til mennesker, der lider af den mindste snært af fly-fobi.
For alle andre er det bare ikke nogen specielt vellykket spændingsroman.
LINK: Køb e-bogen her