Annonce
Litteratur

Markant forfatter forlader Gyldendal i protest mod direktør

Jens Smærup Sørensen vil ikke længere udkomme på landets største forlag. Han forlader det i protest.

Forfatter Jens Smærup Sørensen. Foto: Bundgaard Carsten

Næste gang, den jyske forfatter Jens Smærup Sørensen udgiver en bog, er det ikke forlaget Gyldendals navn, der bliver trykt på forsiden.

Jens Smærup Sørensen ønsker nemlig ikke at være tilknyttet et forlag, som administrerende direktør Morten Hesseldahl står i spidsen for.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Det er kun få uger siden, at Smærup Sørensen kunne høste flotte ord og anmelderstjerner i de danske dagblade med Gyldendal-udgivelsen "Jens".

I et debatindlæg i avisen begrunder forfatteren sin beslutning.

- Når Hesseldahl sætter trumf på og erklærer, at han alene og til syvende og sidst vil bestemme det hele, så tegner han billedet af et foretagende, jeg ikke har lyst til at bidrage til, skriver Jens Smærup Sørensen.

Reaktionen kommer oven på et interview med Morten Hesseldahl, som dagbladet Politiken bragte denne uge.

Her udtaler den nye Gyldendal-direktør, at forlaget tidligere har overserviceret finlitteraturen, og at han vil sætte en ny retning med blandt andet flere krimiudgivelser, som der kan tjenes gode penge på.

- Hvis man kun synes, det er én bestemt slags bøger, man udgiver, så er det jo en klub, man er medlem af. Det kan du gøre, hvis du siger, du kun vil udgive nordjyske noveller, som foregår i et landbrugssamfund mellem 1950 og 1960, siger han til Politiken.

Jens Smærup Sørensen er ikke den første markante forfatter, der forlader Gyldendal i protest mod Morten Hesseldahl, der tiltrådte som administrerende direktør 1. maj.

Den storsælgende forfatter Carsten Jensen forlod forlaget tilbage i januar, da det blev meldt ud, at Morten Hesseldahl skulle være ny direktør.

Han forstår godt, at Jens Smærup Sørensen nu gør det samme.

- Der er en eksplicit hån af Smærup Sørensen i interviewet i Politiken, hvor Hesseldahl taler om nordjyske noveller. Johannes Riis (tidligere litterær direktør for Gyldendal, red.) kommer også fra Mors, og det er også en del af hånen, siger Carsten Jensen.

Hovedpersonen selv, Morten Hesseldahl, mener, at han er blevet misforstået, og han er ked af, at forlaget mister Jens Smærup Sørensen.

- Smærup Sørensen er blevet stødt over, at jeg peger på, at vi ikke kan være et forlag, der består af haikudigte og nordjyske noveller. Men idéen med Gyldendal er, at vi ikke skal være et nicheforlag, men et bredt forlag, og vi skal netop have bredden for, at vi også kan udgive de smalle formater, siger direktøren.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Litteratur
Annonce
På den anden side

Kommentar: Måske skulle de læse lidt Hal Koch i SF?

Palle Weis
Boykotten af åbningsgudstjenesten viser, at nu fører også de folkevalgte an i den identitetspolitiske balkanisering af samfundsdebatten.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her