Forfatter standser ny serie om ubådssagen efter kritik
Modstanden har været voldsommere, end man regnede med.
En omdiskuteret serie om den drabssigtede Peter Madsen og den såkaldte ubådssag er blevet trukket tilbage, efter der er opstået massiv kritik af projektet.
Det bekræfter Jørgen Balle Olesen, direktør hos Saxo.com, der har udgivet serien som e-bog og lydbog, over for Jyllands-Posten.
Det første kapitel af serien "Ubådsmysteriet" havde premiere onsdag i denne uge. Det var meningen, at serien skulle udkomme en gang om ugen i mindst fire afsnit.
Nu bliver de øvrige afsnit sat på standby, melder Saxo og forfatteren bag projektet i en fælles pressemeddelelse. Jørgen Balle Olesen understreger, at hensigten med udgivelsen var at »bibringe den nuværende dækning af sagen det perspektiv og den indsigt, som man kan savne i den hurtigt opdaterende nyhedsstrøm«.
»Vi mener fortsat, at seriens længere format og bogform giver mulighed for en anden indsigt og et andet perspektiv på sagen. Men (...) vi må samtidig erkende, at timingen af udgivelsen ikke er rigtig,« siger han i meddelelsen.
Annonceringen af serien på Saxos Facebook-side har fået mange danskere til tasterne:
»Håber I udover mig mister tusindvis af kunder pga. af jeres usmagelige udgivelse,« lyder en af reaktionerne, mens andre har kaldt serien for og timingen for »smagløs«.
»At Saxo Boghandel er gået med til, at prostituere sig selv i denne sag, er usmageligt og respektløst overfor Kim Walls eftermæle og pårørende,« skriver en tredje.
Peter Madsen sidder i øjeblikket varetægtsfængslet, sigtet for drabet på den svenske journalist Kim Wall samt for usømmelig omgang med lig. Han nægter at have dræbt kvinden og har holdt fast i, at hun døde i en ulykke om bord på hans ubåd "UC3 Nautilus", som de sammen stævnede ud i august i år.
Han har erkendt at have parteret hendes lig og smidt det i vandet.
Kritikken af serien går bl.a. på, at bogen udkommer, før drabssagen er afsluttet ved retten, samt at den publiceres så kort efter Kim Walls død, forklarer forfatteren, Thomas Djursing, der tidligere har skrevet en bog om Peter Madsen og hans arbejde med raketter og ubåde.
»Jeg havde forventet en kraftig reaktion på projektet, men den har nok været mere ensidigt negativ, end jeg havde håbet på,« har han sagt til DR oven på kritikken.
Peter Madsen skal efter planen have sin sag for Københavns Byret til fra den 8. marts 2018. Det sidste planlagte retsmøde er den 25. april 2018.