Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

I Nuuk bærer mange unge på barske hemmeligheder

Nordisk Film har for DR3 produceret dokumentar-serie i hvilken unge i Nuuk åbner for deres inderste og afslører hemmeligheder, der hæmmer deres liv.

»Her i vores lille by passer vi ekstra godt på hemmelighederne.«

Således udtrykkes det i indledningen til en ny dokumentar-serie i hvilken en række unge grønlændere bosiddende i Nuuk, åbner for deres inderste.

For åben skærm fortæller de om hvilke hemmeligheder de bærer på - hemmeligheder, der i den grad har præget og som stadig på mange måder præger deres liv.

Det kan handle om noget seksuelt, om stof- eller alkoholmisbrug, om overgreb og vold eller noget helt andet.

I indledningen lyder det videre:

»Der er stadig mange tabuer i Grønland, og du kan let føle dig for klemt. Men vi er en ung generation, der er træt af tabuer. Træt af at skjule, hvordan vi har det. Det bliver ikke let, men vi er klar til at åbne op.«

Og det er netop, hvad en lang række unge gør i dokumentar-serien "Hemmeligheder fra Nuuk", der har premiere på DR3 den 13. november og sendes i seks afsnit.

Studenteksamen fejres på gymnasiet i Nuuk. Men mange af de unge bærer på hemmeligheder, der per tradition har svært ved at komme til overfladen i et lille samfund, der stadig er belagt med tabuer. Foto: Victor Bjørn Grønbech

Du unge brænder for, at få deres hemmeligheder frem i lyset, så de på den måde kan føle sig friere og komme videre med deres liv. De har så valgt ikke alene at betro sig til familie og venner, men også til seerne.

I de seks programmer nærmer vi os langsomt hemmelighederne - og de skal ikke i detaljer afsløres her.

Normalt oplever grønlænderne. at vi fra medierne kommer til Grønland for at lave noget med de kongelige, eller når der er julehilsen til Grønland. Vi udviser sjældent interesse for den almindelige grønlænder.
Carolina Una Henningsen - producent hos Nordisk Film

Dokumentar-seriens producent Caroline Una Henningsen, der tidligere har været ansat på DR, men nu er ansat på Nordisk Film, siger til Jyllands-Posten om seriens udgangspunkt:

»Vi havde lyst til at finde ud af, hvordan de unge i Grønland egentlig har det, og hvilke problemstillinger deres generation har. Så udfordringen var at finde ud af, hvordan vi kunne få dem i tale.«

Caroline Una Henningsen valgte sammen med sit hold, at rejse til Grønland og opsøge de unge, hvor de var.

»Vi tog op på gymnasiet, og satte os i et mødelokale. Der bad vi dem, der kom forbi, om at fortælle os noget, som de aldrig havde sagt før,« fortæller hun og tilføjer, at det var nogle ret vilde hemmeligheder holdet fik fortalt af de unge, som generelt havde stor lyst til at fortælle.

»Der er sjældent nogen, der giver den befolkningsgruppe taletid, så de havde et stort behov for at blive hørt - på helt egne præmisser. Normalt oplever grønlænderne. at vi fra medierne kommer til Grønland for at lave noget med de kongelige, eller når der er julehilsen til Grønland. Vi udviser sjældent interesse for den almindelige grønlænder.«

Om det praktiske arbejde med de unge, fortæller producenten, at da man havde udvalgt den gruppe, man gerne ville have med i programmet, så blev de alle vurderet af en psykolog. Denne opgave var at sikre, at de kunne holde til at medvirke i programmet.

En række unge af begge køn åbner sig i den nye dokumentarserie, der har premiere på DR3 den 13. november. Foto: Victor Bjørn Grønbech

»Der er mange store tabuer i Grønland, og der er ikke kultur, hvor man er åbne over for problemerne, så vi ville sikre os, at de medvirkende var klar til det. Det var de fleste heldigvis,« siger Carolina Una Henningsen til Jyllands-Posten, og hun fortsætter:

»Langt de fleste har været meget positivt indstillet overfor hele projektet, men der har da været en smule sund skepsis fra lokalsamfundet. Nu, hvor programmerne er ved at være færdige, har vi kun oplevet meget positive kommentarer fra dem, der har set det.«

Det er Carolina Unu Henningsens håb, at det efter programmerne vil blive lidt lettere at tale om problemerne i Nuuk.

»Det er en bevægelse, der i forvejen er i fuld gang, for den nye generation er trætte af at bære på deres problemer alene. Vi håber at vise, at det ved at åbne sig, bliver det meget lettere at leve med de kort, man nu engang har fået på hånden. Åbenhed gør stærk.«

På spørgsmålet om, hvorvidt serien også kunne laves i Danmark svarer hun:

»Ja, det kunne den sagtens.«