#Afslørsvinet: Fransk stjerne tror ikke på kampagnerne på de sociale medier
Catherine Deneuve tror ikke på, at de mange kampagner har den store effekt, men har sympati for de kvinder, der ikke har andre muligheder.
Mens den ene kvindelige stjerne efter den anden står frem og anklager Harvey Weinstein og mange andre for at have begået seksuelle overgreb, går den franske stjerne Catherine Deneuve en anden vej:
Hun sætter spørgsmålstegn ved de massive internetkampagner, der i øjeblikket kører på de sociale medier.
I Frankrig deltager i tusindvis af kvinder i den franske kampagne, der på Twitter kører under hashtagget #balancetonporc, der oversat betyder noget i retning af "afslør svinet." Denne kører sideløbende med kampagner med hashtags som #metoo og den franske udgave #moiaussi
Til den franske udgave af Huffington Post - Le Huffpost - siger hun blandt andet, at hun finder floden af postings på de sociale medier for "forfærdelig".
»Er det interessant at tale om det på den måde? Hjælper det? Tilføjer det noget? Vil de på nogen måde løse problemet?«, spørger hun.
Samtidig giver hun udtryk for, at hun har ondt af de kvinder, der kun har denne måde, at stå frem på.
I samme interview afviser hun at dømme Weinstein, men siger samtidig, at hun er sikker på, at alt vil komme frem i lyset.
På spørgsmålet om, hvorvidt hun selv har været udsat for seksuelle overgreb, svarer hun:
»Det har jeg aldrig sagt noget om, og det gør jeg heller ikke nu.«