Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Game of Thrones-stjerne til fans: Hold op med farlig husky-trend

»Hvis du har tænkt dig at bringe en ny hund ind i familien, skal du være klar til den kæmpe opgave, det er at passe den.«

Game of Thrones-stjernen Peter Dinklage er gået sammen med dyrevelfærdsgruppen PETA i en kampagne om at få fans til at stoppe med at købe huskyer, bare fordi de ligner ’direwolfs’ eller oversat til dansk ’direulve’.

Den populære tv-serie har nemlig sat gang i en alarmerende trend, hvor fans først køber huskyer fra dyreforretninger og navngiver dem efter deres yndlingskarakterer i serien. Men når de så indser, hvor meget arbejde, det kræver at passe på dyrene, efterlader de dem i krisecentre for hjemløse hunde. Det skriver PETA i en pressemeddelelse.

Og det har fået skuespilleren Peter Dinklage, som spiller karakteren Tyrion Lannister i den populære tv-serie, til at gå sammen med PETA om en besked til fans, der følger den farlige trend:

»Til alle dejlige Game of Thrones-fans: Vi har forstået, at mange mennesker køber huskyer på grund af direulvenens store popularitet. Det skaber både problemer for de mange andre hunderacer, der mangler et hjem, men det betyder også, at dyreinternater fortæller, at mange huskyer bliver efterladt. Det sker, når man impulsivt køber dyr uden at vide, hvad det kræver at passe dem,« lyder det i et statement fra Peter Dinklage.

»Please, hvis du har tænkt dig at bringe en ny hund ind i familien, så skal du være sikker på, at du er klar til den kæmpe opgave, det er at passe den. Og husk altid at adoptere fra et internat,« afslutter stjernen.

Det er særligt i USA, at fans går direkte efter huskyer. To specifikke dyreredningsgrupper i Californien har reddet dobbelt så mange huskyer de sidste to år, som i de foregående to år. Og ifølge PETA er tendensen den samme for Storbritannien.

PETA kan rapportere, at det ikke er første gang, fans går efter en bestemt type hund på grund af noget, de har set i fjernsynet.

101 Dalmatinere, Beverly Hills Chihuahua, Legally Blonde og Men in Black var alle film, der fik fans til at gå efter en bestemt hunderace. Og mange af de hunde blev også efterladt til internater, lyder det.