Endnu en kvinde anklager filminstruktøren Polanski for seksuelt overgreb efter 44 års tavshed
83-årige Roman Polanski har tidligere indrømmet en voldtægt af 13-årig pige.
Da et tidligere offer forsøgte at få en sag mod den berømte filminstruktør Roman Polanski stoppet, fik Robin fik nok.
Tirsdag stillede den nu 60-årige kvinde sig derfor frem på et pressemøde med en anklage om, at den polsk-franske instruktør misbrugte hende seksuelt, da hun var 16 år.
Hun har holdt det hemmeligt i 44 år, men valgte at stille sig frem med hjælp fra sin advokat, Gloria Allred - dog uden at offentliggøre sit efternavn.
»Jeg har - indtil nu - holdt det for mig selv, fordi jeg ikke ville have min far til at gøre noget, der måske ville få ham fængslet resten af sit liv,« sagde Robin ifølge nyhedsbureauet AFP.
Dagen efter hændelsen fortalte hun imidlertid én ven om det, forklarede hun på pressemødet.
Overgrebet skulle være fundet sted i Californien, USA, i 1973, forklarede advokat Gloria Allred.
Hendes klient ønsker på nuværende tidspunkt ikke at give yderligere oplysninger.
Det kan dog ske, hvis hun bliver indkaldt som vidne i en retssag, slog advokaten fast.
Roman Polanski er tidligere blevet mødt med anklager om seksuelle overgreb af to kvinder.
I 2010 fortalte den britiske skuespiller Charlotte Lewis, at instruktøren skulle have udnyttet hende seksuelt, da hun var 16 år.
Inden da havde Samantha Geimer anklaget ham for at have voldtaget hende i 1977 i Los Angeles.
Allerede dengang indrømmede Roman Polanski sin skyld og blev i den forbindelse varetægtsfængslet i 42 dage.
I juni meddelte Samantha Geimer, at hun vil have sagen lukket, da hun har tilgivet Polanski.
»Jeg vil bede dig om at overveje endeligt at slutte denne sag af barmhjertighed over for mig selv og min familie. Retfærdighed handler ikke kun om straf. Det handler om balance og omtanke,« udtalte hun i den forbindelse.
Siden sin straf har Roman Polanski holdt sig væk fra USA, selvom landets myndigheder flere gange har forsøgt at få ham udleveret.
Derfor er der blevet udstedt en international arrestordre mod ham.
Polanski blev anholdt i Schweiz, hvorefter han var i fængsel og siden husarrest, inden han blev løsladt flere måneder senere.
Roman Polanski står blandt andet bag filmene »Chinatown«, »Carnage« og »Rosemary's Baby«.