Rockbandet bekræfter rygterne: Der kommer en film om Queen
Den længere ventede film om rockbandet Queen begynder optagelserne i London til september.
»Bohemian Rhapsody. Nu kommer den på det store filmlærred. Ja folkens, NU sker det endelig.«
Sådan melder rockbandet Queen ud på Twitter, at rygterne om en Queen-film er sand.
Filmen får titlen »Bohemian Rhapsody«, der ligeledes er titlen på en af bandets mest kendte sange, og allerede til september begynder optagelserne i London.
Manden, der skal få Queen til at rocke på det store filmlærred, er instruktøren Bryan Singer. Han står bl.a. bag X-Men filmene og The Usual Suspects.
»Han er det perfekte valg til at genskabe de fantastiske Queen-år, som bragte os sådan nogle uforglemmelige øjeblikke,« skriver Queen på bandets officielle hjemmeside.
Skuespilleren Rami Malek har også meldt sig under fanerne. Han blev hurtigt kendt for sine utrolige hacker-evner i Mr. Robot, men denne gang vil publikum kunne opleve ham på filmlærredet som Queen-forsangeren Freddie Mercury.
»Rami Malek har en fantastisk udstråling, og han er virkelig dedikeret til projektet. Allerede nu lever og ånder han som Freddie,« udtaler band-medlemmerne Roger Taylor og Brian May på Queen-hjemmesiden.
Det er endnu ikke blevet afsløret, hvem der får rollerne som Brian May, Roger Taylor og John Deacon. Men rockbandet er til gengæld begyndt at søge statistiser til filmen og efterlyser på Twitter mænd og kvinder med »70'er og 80'er hår«.