Vi ser tv alene 60 procent af tiden
Det er mest de store kanaler som DR og TV2, vi ser sammen.
Det er de færreste, der går alene i biografen. Men når det kommer til den lille skærm hjemme i stuerne, så vælger danskerne ofte at blive underholdt uden andre i nærheden.
Faktisk foregik 60 pct. af al tv-sening i 2016 alene, mens 40 pct. var i selskab med andre. Det viser en opgørelse, som DR Medieforskning har lavet.
Det viser sig, at vi foretrækker at se de store kanaler sammen, mens de mere nørdede nichekanaler bliver set af folk, der er alene.
»Det er hovedkanalerne DR1 og TV 2 og børnekanalerne, som har den laveste andel af solosening. Det skyldes, at det er kanalerne, der er mest velegnede til at se sammen med andre, for eksempel Melodi Grand Prix eller ’Den store bagedyst’ på DR1,« siger medieforsker Henrik Gregor Knudsen fra DR Medieforskning til DR.
Henrik Gregor Knudsen forklarer, at tallene hænger sammen med de programmer, som bliver vist på de forskellige kanaler. Der findes eksempelvis mindre sportskanaler, der viser de mindst populære sportsgrene. Så hvor populære sportsgrene som fodbold og håndbold samler folk, sker det modsatte, når det er de mere nicheprægede hobby'er, der vises.
Og i løbet af dagstimerne er det cirka 70 pct. af tv-seningen, som foregår alene, hvor vi hen på aftenen bliver mere sociale foran skærmen, og kun 50 pct. af seerne er alene. Det er samtidig også på det tidspunkt, at flest ser tv.
Børnene er dem, som er mest sociale, når de ser tv, hvor 40 pct. af deres tv-tid foregår alene. Lige indtil de blvier ældre, hvor soloseningen løbende stiger.