Anmeldere: House of Cards er »vanvittig, urealistisk og fyldt med plothuller«
Tirsdag kan du se sæson fem af serien på streamingtjenesten Netflix.
Denne artikel indeholder ingen spoilers.
Den nye sæson af den populære serie House of Cards bliver tirsdag tilgængelig for de danske Netflix-brugere.
Allerede nu har flere anmeldere fra ind- og udland dog set alle 13 afsnit i sæson fem, og skal man tro dem, skuffer serien ikke sine trofaste tilhængere. Omend de nye afsnit ifølge nogle også er en smule langt ude og til tider rodede.
Som trofaste seere nok kan huske, sluttede sæson fire med Frank og Claire Underwood, som stålsatte meddelte, at de »ikke ligger under for terror. Vi udøver terror«.
Og terror får seerne rigeligt af i den nye sæson, som foregår i præsidentvalgkampens sidste og mest nervepirrende tid, hvor Frank Underwood, spillet af Kevin Spacey, sammen med sin kone og vicepræsidentkandidat Claire, spillet af Robin Wright, forsøger at knuse sin modstander. Koste hvad det vil, som altid.
Men det kan være vanskeligt at følge med i det snirklede politiske spil.
»I stedet for at spidse til og give seerne det shakespeare’ske klimaks, der har ligget i kortene, vælger serien at udvide et i forvejen omfattende persongalleri, som også stadigvæk tæller den russiske præsident Petrov spillet af Lars Mikkelsen. De ekstra volter på dramaet gør desværre, at serien bliver unødigt kompliceret og begynder at ligne gentagelser af noget, vi allerede har set,« skriver det danske filmmagasin Ekko i sin anmeldelse.
Lars Mikkelsen er endnu engang med i ”House of Cards”
Der har været mange spekulationer om, hvorvidt virkelighedens USA med Donald Trump og hans kulørte måde at agere og føre politik på ville ende med at gøre House of Cards til en kedelig efterligning af virkeligheden.
Men man kan ikke beskylde den amerikanske regering for at gøre House of Cards kedelig og forudsigelig. Det klarer serien helt selv, lyder det fra The Hollywood Reporter, hvis anmelder ikke er udelt tilfreds med sæson fem.
»Serien bruger mindst syv eller otte afsnit af den nye sæson på at køre på frihjul. Men til seriens ære, begynder de fede og underholdende ting at ske i 11. eller 12. afsnit. Og disse ting lægger godt op til den sjette sæson, selv om det er vanvittigt, urealistisk og fyldt med plothuller,« skriver The Hollywood Reporter.
Magasinet Digit er mere positivt stemt over for det mangefacetterede persongalleri og det sindssyge handlingsforløb og mener ikke, at sæsonen skuffer i forhold til de foregående.
»Der er ingen tvivl om, at House of Cards igen har opbygget et spændende handlingsforløb, selv om det måske også kammer lidt over,« lyder det fra magasinets anmelder, som fremhæver Robin Wright som sæsonens helt store stjerne.
»Hun overgår Kevin Spacey med sin exceptionelle skildring af den kølige og snu førstedame«.
Det helt store spørgsmål er, hvem Frank Underwood egentlig kan stole på, når alt kommer til alt? Kan han stole på sin egen kone?