Halløj på rumstationen
Skuespillerne i ”Life” får ikke en chance, men svæver vægtløst og piller det meste af tiden ved kontrolpaneler og luger og låger.
Vi lever i en science-fictionaliseret tid. Som litteraturen domineres af krimier, domineres filmkunsten af science fiction. Hvorfor denne kollision mellem nutid og fremtid? Fordi nutiden flænges, og vi foruroliget aner, hvad der kommer ind gennem revnerne: Mellemøsten er et helvede, en folkevandring invaderer Europa, ebola og zika kan udarte til epidemier…