Overraskelse: Superstjerne medvirker i populær tv-serie
Sangeren Ed Sheeran får en rolle i den syvende sæson af "Game of Thrones" – hvilken vides ikke.
Den britiske sanger Ed Sheeran har en rolle i den syvende sæson af "Game of Thrones".
Dette oplyste seriens producere David Benioff og Dan Weiss på et pressemøde på South By Southwest-messen (SXSW) i Austin i Texas.
I samme møde med pressen deltog også "Game of Thrones"-skuespillerne Maisie Williams og Sophie Turner.
Hvilken rolle Ed Sheeran skal udfylde, blev ikke oplyst, men flere medier skriver, at grunden til, at han får en rolle, også er, at producerne ville overraske Maisie Williams, der er erklæret superfan af den britiske sanger.
»Vi har i flere år søgt at få Ed Sheeran med i serien for at overraske Maisie, og i år lykkedes det endelig,« sagde David Benioff ifølge flere nyhedsmedier.
Ud over at han får en rolle, så ønskede producerne ikke at give flere oplysninger.
Det er derfor uvist om han, hvis seneste album "Divide" er det hurtigst sælgende i England nogensinde, skal synge, ligesom islandske Sigur Ros gjorde, da bandet medvirkede i serien.
Producerne oplyste i øvrigt også, at den ottende – og sidste – sæson af "Game of Thrones" blot vil omfatte seks afsnit.