Knud Pedersens jagt på det uopnåelige
Kunstdokumentar om Knud Pedersen er så god, at man ville ønske, at den varede noget længere.
Knud Pedersen, far til Klaus Riskjær Pedersen, var med til at grundlægge modstandsgruppen Churchill-klubben og skrev senere ”Bogen om Churchill-klubben”. Men det er rollen som kunstformidler, der blotlægges med humor, kant og stor kærlighed i Carina Randløvs alt for korte 43 minutter lange dokumentarfilm. Men der er næsten en pointe i, at filmen ikke føles færdig, afrundet, for det var netop det uopnåelige, som Knud Pedersen stræbte efter i sit virke. Det var ikke et færdigt produkt, der var succeskriteriet for Pedersens arbejde, snarere processen og de ideer og tanker, der opstod i kølvandet på et projekt.
Denne paradoksale kunstpraksis førte bl.a. til, at han i 2009 søgte stillingen som generalsekretær for Nato. Han var 83 år gammel. Han indstillede også prins Joachim til at blive konge af Frankrig, noget prinsen i filmen finder vældig morsomt. Først og fremmest skabte han dog i København Kunstbiblioteket i Nikolaj Kirke, som stadig eksisterer. Han var mere kunstarrangør end udøvende kunstner, hvis man altså insisterer på at give ham en titel. Det ville han sikkert frabede sig fra det hinsides.
Randløv er gået kreativt til værks og undgår de klassiske talking heads. Hun lader i stedet billeder af de interviewede eksperter indgå i en slags collagekunst, og det giver filmen en finurlig energi. Vi ser dog Knud Pedersen tale til instruktøren (der ikke er i billedet, men som kan høres. Hun er der, men hun er der ikke). Men han opfordrer hende til ikke at filme. Filmen, som publikum ender med at se, er ikke det væsentlige, mener han. Vi kan dog kun være taknemmelige for, at Randløv har holdt fast i at dele Knud Pedersens uopnåelighed med et biografpublikum.