To Hollywood-stjerner vil boykotte Oscar-uddelingen
For andet år i træk er det kun hvide skuespillere, der er blevet nomineret i de store skuespilskategorier.
Los Angeles
Torsdag i sidste uge var en af mærkedagene i den internationale filmverden. Her blev de nominerede til verdens største filmpris, Oscaren, således offentliggjort i Beverly Hills på den amerikanske vestkyst.
Der blev dermed jublet og skålet i flere af verdens største filmstudier, men flere andre steder var utilfredsheden til at tage og føle på.
For andet år i træk var alle de nominerede i de fire største kategorier for skuespil således hvide skuespillere. Et faktum, der allerede sidste år fik April Reign, der er chefredaktør for hjemmesiden BroadwayBlack.com, til at starte hashtagget #OscarsSoWhite, Oscaren er så hvid, på de sociale medier.
Der gik derfor ikke længe, før det hashtag igen var blandt de mest anvendte i USA, da nomineringerne torsdag blev annonceret.
Mandag har to af Hollywoods stjerner valgt helt at boykotte uddelingen af priserne, der finder sted 28. februar. Det drejer sig blandt andre om instruktøren Spike Lee.
»Hvordan er det muligt, at alle 20 nominerede i skuespilskategorierne for andet år i træk er hvide?« spørger instruktøren retorisk på det sociale medie Instagram.
I opdateringen skriver Spike Lee desuden, at han sammen med sin kone ikke vil være en del af den stjerneparade, der kommer til at bevæge sig ind mod Dolby Theatre, hvor uddelingen finder sted, på den røde løber i slutningen af februar.
Det til trods for, at Spike Lee selv blev hædret med en særlig æresoscar for sit virke i filmindustrien tilbage i november sidste år. Den 58-årige instruktør og manuskriptforfatter har selv været nomineret til den prestigefulde pris to gange, i 1990 og 1998, uden at vinde, men er måske mest kendt for at have instrueret filmen Malcolm X fra 1992 om den amerikanske borgerrettighedsaktivist af samme navn.
Spike Lee bliver dog ikke den eneste, der kommer til at takke nej til en invitation til årets største filmfest. Det samme vil skuespillerinden Jada Pinkett Smith.
»Jeg synes, at det er på tide, at vi tager ansvar og skaber forandring. Måske er det tid til, at vi trækker vores ressourcer, og at vi i stedet bruger dem på vores befolkningsgruppe, på vores egne programmer, og at vi laver programmer for os selv, der anerkender os på den måde, vi fortjener, og som er ligeså gode, som dem den såkaldte ”mainstream” laver,« sagde Pinkett Smith i en video på sin Facebook-profil mandag.
Foruden selv at være en profileret skuespiller, er Jada Pinkett Smith gift med kollegaen Will Smith, som mange på forhånd havde nævnt som et bud til i hvert fald at blive nomineret i kategorien bedste mandlige hovedrolle.
Will Smith var således nomineret til en Golden Globe, som netop er blevet uddelt, for sin rolle i filmen Concussion, der handler om den læge, der opdagede sammenhængen mellem hjerneskader hos pensionerede, amerikanske fodboldspillere og det høje antal af hjernerystelser i sporten.
At det netop blev mandag, de to valgte til at offentliggøre deres beslutninger, er ikke en tilfældighed. Den tredje mandag i januar er således en amerikansk helligdag, der markerer borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther Kings fødselsdag 15. januar.