»Nogle gange kan jeg godt se mig selv udefra og tænke: Hvad fanden er det for en ... Jeg bygger jo oven på min egen myte«
Casper Christensen kan godt forstå, at folk sommetider ser ham som Casper fra Klovn. For nogle gange flyder det hele sammen – også for ham selv.
Casper Christensen har lejet et gigantisk hus i Los Angeles. Han sidder ved poolen, da han får en idé. Han vil holde en stor danskerfest for at gøre opmærksom på, at han i en alder af 47 år er rejst til USA for at få sit amerikanske gennembrud. Han kalder sig ”The Great Dane” og skaffer sig en hund af racen granddanois for at understrege pointen, og amerikanske kendisser som Maroon 5-forsangeren Adam Levine dukker op til hans fest.
Episoden er en scene fra den nye Klovn-film ”Klovn Forever”. Men det er også en scene fra Casper Christensens liv. Minus hunden.
»Det er sådan noget kriller, man får i Los Angeles. Lige pludselig er man der. Man leger legen så voldsomt, at man tror, det er rigtigt. Det kender jeg godt,« siger Casper Christensen.
»Jeg har også lejet et hus på den størrelse, og jeg har også holdt danskerfester, hvor der pludselig dukker verdensstjerner op. Jeg kan godt grine af mig selv, når jeg tænker på, at jeg holdt de fester. Jeg kan godt tænke: ”Hvad fanden havde jeg gang i der?” Det er jo pis. Det er et luftkastel. Der er ikke en skid i det. Du bliver hverken lykkeligere eller har klaret den bedre. Det er et nummer. Du er som et barn, der leger med Lego. Sådan noget er der meget af i L.A. Man er hele tiden lige ved. Lige ved og næsten. Lige ved, at der sker et eller andet.«
Casper Christensen kan godt selv skelne mellem Casper Christensen ”the real person”, som han kalder sig selv, og så Casperfiguren, som han spiller i ”Klovn,” forklarer han. Men sommetider sker det alligevel, at de to flyder sammen og bliver til én.
»Nogle gange kan jeg godt se mig selv udefra og tænke: Hvad fanden er det for en ... Jeg bygger jo oven på min egen myte. Jeg har det her hus, og jeg gifter mig med Jarlens datter. Det lyder som et afsnit af ”Klovn”, ikke? Men det er jo sådan set virkelighed. Nogle gange får jeg ligesom lagt oven på min egen virkelighed, så det hele flyder sammen. Jeg kan godt forstå, at folk måske vurderer mig efter ”Klovn”-standarder nogle gange,« siger Casper Christensen.
Herunder kan du se, hvordan hele portrættet er er layoutet i papiravisen.
Du kan også læse portrættet i Premium. Adgang koster 99 kr. pr måned. Den første måned er gratis.