Medier: Pilou Asbæk med i ny sæson af "Game of Thrones"
Udspekuleret, hensynsløs og med glimt af vanvid, lyder beskrivelsen af rollen.
Det er blandt andet det amerikanske filmmagssin Vanity Fair, der skriver, at den danske skuespiller Pilou Asbæk i øjeblikket befinder sig i Nordirland, hvor optagelserne til sæson seks af den populære serie ”Game of Thrones” i øjeblikket er i gang.
Rollen, som Asbæk angiveligt har landet, er som piraten Euron Greyjoy – også kaldet Krageøje.
Euron Greyjoy er i serien bror til kong Balon af Jernøerne og dermed Theon og Yara Greyjoys onkel.
HBO har ikke bekræftet, at det er Pilou Asbæk, der har fået rollen som den karismatiske og frygtede pirat og kongebroder.
Da HBO tidligere på året fortalte, hvilken type skuespiller man søgte til rollen, lød det, at man ledte efter en person, der kunne portrættere en mand, ”der både er udspekuleret, hensynsløs og hvis sind rummer glimt af vanvid”. I bøgerne beskrives Euron som en farligt udseende mand med klap for øjet – og ”en rigtig god rolle i denne sæson”, lød det fra streamingtjenesten.
Efter års terroriseren til søs returnerer Euron Greyjoy til sin fødeø for at kræve kongetronen, efter...
Mere skal ikke røbes her, da tv-serien – (også) hvad angår kongeslægten på Jernøerne – ind til videre har valgt at fravige ret kraftigt fra handlingen i bøgerne af George R.R. Martin.
Sidste sæson af ”Game of Thrones” havde også dansk islæt, da Birgitte Hjort Sørensen spillede den kvindelig vildlinge-klanleder Karsi, der sammen med kommandøren på Muren, John Snow, tog kampen op mod en hord af de udøde hvide vandrere.
Pilou Asbæk og Birgitte Hjort Sørensen havde for øvrigt et tæt parløb i den internationalt anerkendte danske serie ”Borgen”, hvor Asbæks karakter spindoktoren Kasper Juul var kærste med journalisten Katrine Fønsmark, der blev spillet af Birgitte Hjort Sørensen.