Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Jeremy Clarkson optræder i nye Top Gear-programmer

Jeremy Clarkson vender for en kort bemærkning tilbage som vært i det populære bilprogram Top Gear.

BBC vil sende nye episoder af Top Gear med Jeremy Clarkson som vært. Det afslørede programdirektøren for BBC2, Kim Shillinglaw, tirsdag på et pressemøde om stationens kommende programmer.

Da det populære program i marts blev fjernet fra sendefladen, og værten Clarkson, efter et slagsmål med programmets producer, blev suspenderet. havde BBC allerede optaget størstedelen af tre afsnit med Clarkson som vært, og det er disse optagelser, som BBC nu vil sende.

Det vides endnu ikke, hvornår de tre afsnit vil blive sendt, men ifølge Shillinglaw vil det ske inden årets udgang, måske allerede i sommer.

Udover at Clarkson skal optræde i de tre kommende afsnit af Top Gear, slog Shillinglaw fast, at Jeremy Clarkson også i fremtiden vil kunne ses i BBC's programmer.

"Jeremy vender tilbage til BBC," sagde hun og fortsatte: "Det (slagsmålet med produceren red.) er både en alvorlig uheldig episode, men der er intet forbud mod, at Jeremy optræder på BBC. Han har blot brug for en pause."

Adspurgt om programmet Top Gears fremtid forsikrede Kim Shillinglaw, at programmet helt sikkert vender tilbage med en ny sæson i 2016 og med mindst en ny vært.

Sue Perkins, vært på den engelske udgave af "Den store bagedyst", har været i spil som mulig afløser for Jeremy Clarkson, i programmet Top Gear.

Der har tidligere verseret rygter om, at Sue Perkins, der er vært på den engelske udgave af "Den store bagedyst", skulle overtage Clarksons job, og Kim Shillinglaw ville ikke afvise, at næste sæson af Top Gear vil have en kvindelig vært.

"Vi vil helt sikkert overveje en kvindelig vært, men det er ikke det afgørende kriterium," udtalte Shillinglaw til pressemødet, hvor hun samtidig nægtede at udtale sig om sandsynligheden for, at Clarksons to medværter, James May og Richard Hammond, vil vende tilbage til programmet i den kommende sæson.

Top Gear ses af næsten 100 mio. mennesker over hele verden, og showet indbragte sidste år BBC en indtægt på 518 mio. kroner.