I dag slår korthuset atter porten op
"House of Cards", der har Lars Mikkelsen i stor rolle, klar med drama og politiske rævekager.
Han er ved at klæde sig på til stor nytårsfest, da han hører en hård opbremsning, lyden af knust glas og en hund, der hyler.
Iført hvid skjorte, sorte seler og bukser haster han sammen med en ven ud på gaden, hvor han finder naboens hund liggende hårdt såret på fortovet.
”Der er to former for smerte. Den slags smerte, der gør dig stærk eller nyttesløs smerte - den smerte der kun er lidelse. Jeg har ingen tid til nyttesløse ting”, siger han direkte henvendt til seerne og tilføjer:
”Øjeblikke som dette kræver en, der vil handle. En der vil gøre det ubehagelige. Det nødvendige.”
Og med de ord dræber han uden at fortrække en mine, den sårede hund med sine bare næver.
”Sådan... ikke mere smerte.”
Og dermed gjorde den intrigante og kyniske politiker Francis J. ”Frank” Underwood - spillet af Kevin Spacey - i den grad sin entre i Netflix-serien ”House of Cards”.
Netop holdningen i ovennævnte scene, der åbnede ballet den 1. februar 2013, har i den grad siden præget serien.
I dag er det så atter HOC-dag.
Netflix frigiver kl. 09.00 dansk tid de første afsnit af tredje sæson af serien.
En dag som er blevet imødeset med spænding og længsel af seere over det meste af kloden, hvor ”House of Cards” med alle dens rænkespil og farverige persongalleri er blevet et gigantisk seerhit.
Forventningerne til 3. sæson - der består af 13. afsnit - er derfor meget store og Netflix har i den grad holdt alle kort tæt ind til kroppen - også hvad angår handlingen nu da Frank Underwood fra sæsonstart er USAs 46. præsident.
Dog med en enkelt smutter idet Netflix ubevidst - eller var det, som mange har mere end antydet, et reklamestunt? - for et par uger siden frigav en del af 3. sæson. Et vindue ind den aktuelle sæson stod på vid gab, men blev dog meget hurtigt smækket i igen.
Set med danske øjne er 3. sæson selvsagt særlig interessant, idet Lars Mikkelsen udfylder rollen som den russiske præsident Petrov. En figur, der minder ikke så lidt om Ruslands præsident Vladimir Putin.
Dansker med i amerikansk tv-drama
Jyllands-Postens anmelder Niels Lillelund siger om Lars Mikkelsens præstation:
”Lars Mikkelsen er fremragende i rollen som den russiske præsident Petrov, en stærkt Putin-ligende skikkelse, spillet med den helt rigtige kombination af charme, arrogance og plat brutalitet.”
Udgangspunktet for ”House of Cards” er en roman skrevet af englænderen Michael Dobbs. En roman, der allerede i november og december 1990 blev omdannet til en BBC-serie i fire afsnit.
Men ikke med en succes, der kommer i nærheden af den amerikanske Netflix-version, der - instrueret af den anerkendte instruktør David Fincher - havde premiere den 1. februar 2013.
Med Kevin Spacey i hovedrollen som den ambitiøse og intrigante politiker Frank Underwood blev handlingen i den amerikanske udgave selvsagt henlagt til magtens centrum: Washington D.C.
Men den er ikke optaget i den amerikanske hovedstad. De fleste udendørsscener er optaget i Baltimore og langt de fleste indendørsscener er lavet i en stor lagerbygning i Joppa, der ligesom Baltimore ligger i staten Maryland.
Inden optagelsen af tredje sæson opstod der en række skattetekniske problemer, der en overgang så ud til at betyde, at filmholdet rykkede til en anden stat, men alle problemer blev løst inden det kom så vidt.
Dog er enkelte scener i den aktuelle sæson skudt i det virkelige Washington og der er filmet i både Santa Fe og i Las Vegas.
Rygterne omkring handlingen og de medvirkendes bedrifter har været mange. Enkelte af disse rygter skulle dog være gode nok. Blandt andet skulle det være ganske vist, at den russiske punk-aktivistgruppe Pussy Riot medvirker i et enkelt afsnit. To af gruppens medlemmer - Nadezhda Tolokonnikova og Maria Alyoknina - har bekræftet dette overfor Huffington Post.
Listen over de priser, som serien til dato har fået er ligeså lang som listen over Frank Underwoods politiske rævestreger.
”House of Cards” blev efter første sæson nomineret til ni Emmy-priser og vandt tre for bedste instruktion, bedste manuskript og bedste fotografering.
Sidstnævnte Emmy var set med danske øjne særlig interessant, idet den gik til den danske fotograf Eigil Bryld, der var ledende fotograf i første sæson af serien.
Det var første gang, at en serie alene produceret for nettet fik Emmy-priser og samme milepæl blev sat, da ”House of Cards” blev nomineret til tre Golden Globe-priser, og Robin Wright, der har rollen som Claire Underwood, kunne forlade nattefesten med en Golden Globe-statuette i håndtasken.
Anden sæson blev i 2014 nomineret til hele 13 Emmy-priser, men vandt kun en enkelt for bedste lyd-arbejde.
I år var ”House of Cards” nomineret til tre Golden Globe-priser og Kevin Spacey vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle i en tv-serie.
Underwood var i begyndelsen af serien ambitiøst demokratisk medlem af kongressen valgt i sydstaten South Carolina.
Han støttede ihærdigt valget af Garett Walker til præsidentembedet. Dette i sikker forvisning om, at han selv ville få posten som udenrigsminister, men han blev forbigået.
Underwood var rasende, men på overfladen gav han den fortsat som Garett Walkers loyale støtte. Under overfladen indledte han sin egen indædte og skånselsløse kamp for at vinde magt og indflydelse. Loyalt støttet af sin kone, Claire Underwood, der ligesom manden til stadighed stræber efter mere og mere magt.
Garneret med masser af dolke i ryggen på sine modstandere, grimme afsløringer, utroskab og andet skildrede første sæson, hvordan Francis Underwood takket været sine taktiske manøvrer i det politiske landskab endte med at blive tilbudt posten som vicepræsident, hvilket han selvsagt accepterede.
Men dermed stoppede hans magtbegær og ufine metoder så langt fra. De tog til og seerne oplevede blandt mange andre uhyrligheder, hvordan Underwood i første episode i 2. sæson uset dræbte journalisten Zoe Barnes ved at skubbe hende ud foran et tog. Hun var kommet alt for tæt på hans lyssky affærer og rænkespil.
Og så gik det ellers over stok og sten: Underwood opnåede i løbet af anden sæson stort set alt, hvad han havde sat sig for. Dette uden at tage hensyn til ret mange andre end sig selv og sit eget magtbegær.
Og det blev i den grad kronet med held: Anden sæson afsluttedes med, at Frank Underwood blev taget i ed som USAs 46. præsident og lige præcis der indledes seriens tredje sæson i dag.
Her er anmelderens dom over House of Cards sæson 3
Og så vil det vise sig om korthuset bliver stående.
Eller om det kollapser.
Som korthuse har for vane.
Før eller siden.
ORDET ER DIT
Hvad mener du om ”House of Cards” generelt?
Handling, skuespiller-præstationer?
Hvem er din yndlingsfigur/skuespiller og hvorfor?
Tror du en udbyder som f.eks. Netflix er fremtiden fremfor konventionelt tv?