Scientology splittede Cruise og Kidman
Dokumentarfilmen ”Going Clear” er fyldt med afsløringer om kendte Scientology-medlemmer.
Med medlemmer som John Travolta og Tom Cruise har den religiøse bevægelse Scientology stor indflydelse i Hollywood. Derfor var interessen stor, da dokumentarfilmen ”Going Clear” havde premiere på Sundance Film Festival søndag.
Ifølge The Daily Beast’s Marlow Stern er filmen også fyldt med saftige afsløringer. Blandt andet om Scientologys mest berømte medlem, Tom Cruise.
Da han blev gift med Nicole Kidman, spredte nervøsiteten i Scientology sig, fordi hendes far er psykolog, og Scientology stoler ikke på psykologer, skriver Marlow Stern, og det er baseret på et vidnesbyrd fra Marty Rathburn, der indtil 2004 var næstkommanderende i Scientology. Ifølge Marlow Stern siger han i filmen:
»Jeg blev sat til at facilitere bruddet med Nicole Kidman.«
Derudover byder filmen på historier om, hvordan Scientology har indsamlet så mange private oplysninger om John Travolta, at de kan afpresse ham.
Den slags anklager tager Scientology ikke let på, og der har derfor været tilknyttet intet mindre end 160 advokater til filmholdet.