Endnu en Bond-babe er fundet
Léa Seydoux udset til rollen som femme fatale i fortsættelsen af "Skyfall".
Holdet bag den kommende James Bond-film holder som sædvanlig kortene meget tæt ind til kroppen.
Men den skulle nu være ganske vist, at skuespilleren Léa Seydoux skal lægge krop til en af de kvinder, som den gode agent 007 - der igen spilles af Daniel Craig - ynder at omgåes.
Filmen er den 24. i rækken. Den har endnu ingen titel, men den fortsætter, hvor "Skyfall" slap.
I følge blandt andet den britiske avis Daily Mail, skal Léa Seydoux spille en femme fatale, hvis veje krydses med James Bond.
Det forlød ellers, at holdet bag filmen var på udgik efter en skandinavisk skuespiller til denne rolle.
I november holdes de sidste læseprøver på filmen, og her skal hun blandt andet mødes med skuespillerne Daniel Craig, Ralp Fiennes, Ben Wishaw og Naomie Harris.
Optagelserne - hvoraf nogle skulle finde sted i den lille østrigske by Obertilliach, i Rom og Marokko - indledes til december, og filmen får efter planen premiere i Storbritannien den 23. oktober 2015 - den amerikanske premiere er fastsat til 6. november.