De smalle film er blevet dårligere

Han producerede ”Bænken” og ”Italiensk for begyndere”, så Ib Tardini har i hvert fald engang vidst, hvad der skulle til for at sælge den seriøse danske film til et stort publikum.

Det kniber i dag. Annette K. Olesens ”Lille soldat” solgte under 20.000 billetter i efteråret, og på den baggrund er det svært at have store forventninger til ”Himlen falder”, Manyar I. Parwanis debutspillefilm inspireret af Tønder-sagen, som Ib Tardini sender ud i otte biografer landet over i næste uge.

Faldt igennem

Morgenavisen Jyllands-Posten har besøgt Ib Tardini til en samtale om, hvor svært det er at få fat i publikum, hvis man byder ind med andet end underholdning.

Billetsalget til danske film satte godt nok rekorder i 2008, men det var de brede film, der trak, mens en række mindre film faldt igennem markedet.

”Lille soldat” er lige blevet udtaget til Berlin International Film Festival. Det indikerer, at der er tale om en film af høj kunstnerisk kvalitet. Alligevel er status for filmen herhjemme, at under 20.000 mennesker har set den. Hvorfor er der tilsyneladende så markant afstand mellem kvalitet og kommerciel succes?

»Det er også et mysterium for mig, men der sker altså noget i markedet i øjeblikket. Jeg har været væk i en periode, fordi jeg har lavet ”Forestillinger” med Per Fly til DR TV, så jeg begyndte i sommer at undersøge nogle ting om de smalle film.

Jeg måtte først og fremmest konstatere, at mange af de smalle film er blevet dårligere. Det lyder hårdt, men sådan er det. Der er opstået en større teknikfascination, og man er begyndt at lave film på 35 mm uden at have råd til det, og så bliver filmene mere pauvert fortalt.

Der var for mange uvæsentlige historier. Det er i hvert fald min egen helligrøvs-indstilling.«

Siger du, at der er noget galt med måden, som filmene er produceret på?

»Ja, lad mig give et eksempel. I gamle dage, da man typisk kun brugte ét kamera, havde man lad os sige 60 optagedage. Når man kører med ét kamera, kan man lave cirka 12 indstillinger om dagen. Det giver så det antal klippemuligheder, der svarer til 60 gange 12.

Så kom dogmebølgen. Da begyndte vi at bruge to håndholdte kameraer, og vi forkortede indspilningstiden til det halve, fordi vi kom hjem med 24 indstillinger hver dag.«

Mister nuancer

»Nu er der nogle, der er bakket. De optager igen med kun et kamera, og det er flot lyssat og det hele, men de har ikke forlænget optagetiden. De får altså færre klippemuligheder, og det betyder, at historierne bliver mindre nuancerede, fordi man ikke har flyttet kameraet så mange gange.

Det står i kontrast til det, vi lærte med dogmefilmene: At den gode historie virkede, og at vi skulle satse på skuespillet. Der er ingen tvivl om, at mange af de nye film er mere klippede end optagede. Man kan klippe meget lort væk, men hvis man ikke har noget godt at klippe hen til, har man et fucking problem.«

Du har rejst kritik af distributionsleddet, altså det led, der skal sælge filmene.

»Min opgave er at producere og udvikle filmen, og når den er færdig, går jeg ned til en distributør med en A-kopi. Det er hans opgave at lancere filmen og lave reklame for den og kontakte nogle biografer eller en biografkæde, der kan vise filmen.

Her konstaterede jeg, at distributørernes lyst til at investere i lancering og filmkopier er dalet voldsomt. De tror ikke på filmenes potentiale, og så måtte jeg pludselig forholde mig til, om der er opstået et nyt adfærdsmønster hos den seriøse kulturforbruger.

Bruger vi penge nok på reklame? Ved vi, hvordan vi skal komme i kontakt med de mennesker, som filmene henvender sig til? Eller gider publikum virkelig ikke se filmene?«

Hvad gjorde du så?

»Jeg kontaktede reklamemanden Frederik Preisler. Vi satte os ned og prøvede at lave en analyse, fordi jeg vidste, at jeg med ”Lille soldat” stod med en film, som rigtig mange ville synes om, men som ville få svært ved at sælge billetter.

Testvisninger gik godt alle steder, også hos biografejerne, men de sagde samtidig, at filmen ikke ville sælge billetter. Det vil sige, at allerede dér arvede filmen en form for angst for, at der ikke er et begavet publikum derude.

Det hjerteblod, som filmen er lavet med i alle led helt ned til castingen, bliver ikke fulgt op med en tilsvarende gejst i distributionsleddet. Jeg har en idé om, at jeg har lavet et økologisk produkt, en kop for eksempel. Den er lavet af noget keramik, der er renset for alt, og den har en dejlig kant, som er god at drikke af.

Den går jeg til distributøren med, men han synes, at han holder underligt på koppen, og at han brænder sig på den. Altså, han reagerer først på produktets bagdele. Alle andre sælgere, der skal proppe noget ned i halsen på nogen, fokuserer på de bedste egenskaber ved produktet.«

Så vi har et system, hvor massivt statsstøttede film har svært ved at komme i biografen og ud til danskerne, selv om distributørerne oven i købet får statsstøtte til kopierne?

»Ja, der er noget galt.

Det kan ikke være rigtigt, at staten sidder nede i den ene ende af systemet og poster penge i filmproduktion, som bliver bremset i den anden ende.

Problemet er, at hvis vi ikke tager fat i det her politisk, så holder sådan nogle som mig op med at lave film, der har en kant og klangbund. Hvis jeg i dag gik hen og sagde til nogle, at jeg vil lave en film om en far, der boller sine drenge i røven, og at filmen skal optages med et amatørkamera, så ville folk grine, og projektet ville aldrig blive til noget.

Den idé blev altså til ”Festen” for nogle år siden. Jeg er bange for, at vi er ved at stoppe dansk films udvikling, fordi der er så mange negative selvopfyldende profetier.«

Men hvis distributøren, eksempelvis Nordisk Film, tror, at filmen ikke kan spille sig hjem, hvorfor skal de så løbe en stor risiko eller tage et tab?

»Det skal de heller ikke, og det kan også godt være, at de har ret. Folk gider måske ikke se seriøse film mere. Men min oplevelse er, at man ikke udvikler sig i distributionsleddet.

Vi er i en kæmpekonkurrence med mange andre, bl.a. teater- og musikbranchen, og vi bliver nødt til at se på, om vi kan gøre tingene anderledes. Mit forslag er at vise de seriøse film med klangbund om søndagen og mandag, tirsdag og onsdag. Så kan vi holde os væk torsdag, fredag og lørdag, når de kører deres tjubang og popcorn.«

Kræver en portion mod

»Jeg har også en teori om, at de her multipleksbiografer måske ikke er så hyggelige at gå ud i, og at man muligvis mister en bestemt del af publikum, fordi de ikke har lyst til at være i de lokaler.

Der er ingen tvivl om - lad os tage Bio City i Odense som eksempel - at der skal en vis portion mod til at gå gennem en parkeringskælder og et aftenlukket center på en banegård for at komme i biografen.

Der er et kultursammenstød mellem omgivelserne og filmen. Det er også muligt, at vi bruger de samme skuespillere for meget, og at folk er blevet trætte af at se på de samme ansigter. Det er et helt katalog af problemstillinger, vi må se på.«

Nu står du med ”Himlen falder”, en film om incest. Venter der dig en ny skuffelse?

»Jeg synes, at der er stor forskel på ”Lille soldat” og ”Himlen falder”. Annette K. Olesen er en anerkendt kunstner og prismodtager, hvor Manyar I. Parwani er et ungt talent.

Der er brugt betydeligt færre penge på hans film, og vi har nogle andre målsætninger. Vi forventer ikke at ramme et stort publikum her. Perspektivet er her at udvikle en ung kunstner.«

Mod hvad? Du har lige skitseret et meget dystert billede for den seriøse danske film.

»Lad mig nævne Per Fly og ”Bænken”, som ingen troede på, og som vi næsten ikke havde penge til at markedsføre. Vi har før vendt skibet.

”Himlen falder” er en meget voldsom film, det vil jeg gerne indrømme. Testvisninger har vist, at folk over 30 år med børn har svært ved at klare at se den, fordi de skaber nogle voldsomme billeder inde i deres hoveder undervejs.

Filmen viser imidlertid ikke behårede mænd, der har sex med børn, og det overbeviser mig om, at instruktøren har gode evner. ”Himlen falder” er en rystende oplevelse for mange, men er det ikke også det, det hele går ud på?«