JUST LIKE HEAVEN
Kærlighedsfilmen, hvori hjernedødskriteriet spiller en stor rolle, er ikke selv spor hjernedød.
JUST LIKE HEAVEN
USA 2005
Instruktion: Mark Walters
1 time 35 minutter
Premiere i dag.
Elizabeth er læge og ambitiøs og har udsigt til en storslået karriere. Gladelig tager hun en vagt på 26 timer.
David er for nedadgående og mangler en lejlighed og fremlejer én: Elizabeths.
Lige forinden er hun nemlig blevet totalskadet i en trafikulykke og ligger i coma, men dukker så op hos David - i sin egen lejlighed, som altså nu er hans. Godt nok er det kun hendes sjæl, der materialiserer sig, dog så meget, at hun kan ses, men kun af ham, som til gengæld - efter indledende kontroverser - tager hende så meget i øjesyn, at han forelsker sig og finder frem til hendes bevidstløse krop på hospitalet.
Her er en klam doktor, en konkurrerende kollega, interesseret i at få lukket for respiratoren snarest muligt. Han har nemlig fået hendes stilling og vil af med hende - jo før jo bedre. Derfor lokker han hendes søster til at skrive under på, at hun er hjernedød.
Men kærligheden besejrer alt, som det hedder - selv hjernedøden. Elizabeth smelter sammen med David i hjertets renhed og gylden kærlighed og derfor med sig selv, sjæl og legeme forenes. Den døde bliver levende.
Historiens faser skal ikke udpensles. Bortset fra at filmen vender sig frontalt imod hjernedødskriteriet, er det en rigtig sød historie. Reese Witherspoon og Mark Ruffalo har i rollerne som de to hovedpersoner og forelskede både en kåd hjertevarme, en forundret friskhed og vækker sympati.
Desuden hænger historien sammen, og dens symboler vekselvirker opfindsomt. Trods emnet er filmen ikke spor hjernedød, tværtimod: Skønt faren er overhængende, bliver handlingen aldrig smægtende og sopper ikke i sjappede følelser, men holder en komedie-ren tone og hviler i en uprætentiøs, livsbekræftende humor. Ikke noget mesterværk, men en fabel om to, der finder og får hinanden stik imod enhver sandsynlighed. Dejligt, det kan ske, om det så kun er på film, der mener det godt og skader ingen - undtagen hjernedødskriteriet.