UNGE ANDERSEN, Instruktør: Rumle Hammerich

Ærgerligt at skulle sige det, men "Unge Andersen" er langtfra nogen vellykket film. Ærgerligt, dels fordi der er oplagte muligheder i stoffet, dels fordi instruktøren Rumle Hammerich er en både kompetent og kreativ filmkunstner. Men "Unge Andersen" er og bliver dødfødt, hvad der altid er katastrofalt, især da historien sigter mod død og genfødsel.

Handlingen samler sig om H.C. Andersens tid i Slagelse (1822 og tre år frem) hos rektor Meisling, hvor den 17-årige, ofte tårevædede digterspire og lemmedasker blev sat i klasse med 12-13-års knægte. Det blev - som H.C. Andersen selv sagde - »den virkelig ulykkelige tid«. Byen er et hul, og den selvcentrerede yngling utilpasset i enhver henseende.

Blev skolegangen en plage for Andersen, så blev den en ulykke for Meisling - i hvert fald for hans eftermæle. Endnu en gang trækkes han gennem sølet, for siden skildrede digteren ham som en tvær og hidsig pedant og en ondskabsfuld degn, der var på nakken af den arme Andersen og gjorde ham til grin for de andre elever.

»Meisling troede at drive mig endnu hurtigere fremad ved idelig at prostituere mig, det gjorde mig ofte fortvivlet, jeg græd tit i min ensomhed hjemme,« fortæller den sværmeriske elev i sin "Levnedsbog" og besværer sig over, at Meisling kaldte ham "Shakespeare med vampyrøjnene".

Men han siger også:

»Jeg tror, at han mente mig det godt, thi inde i København talte han godt om mig og lod mig også om søndagen komme til sig.«

Med til henrettelse

Meisling var en pirrelig, rastløs mand, der levede i et kaotisk ægteskab med en kone, hvis ry for liderlighed også kolporteres her. Men han var samtidig en lærd, engageret humanist med en fornem beherskelse af det danske sprog.

Ensidigt og trættende skildrer filmen rektoren som afstumpet sadist og djævelsk psykopat, så figuren berøves dybde og gåder. Meisling reduceres til en kliché, der kun er liv i på grund af Henning Jensens velberegnede, faretruende, robuste dæmoni i rollen. På begrænsede præmisser får han skabt - og forsvaret - en frastødende, men fascinerende skikkelse.

Dog er det svært ikke her at se et moralsk problem: Er det rimeligt - stik imod eller i stærk reduktion af sandheden - at gøre et historisk menneske så rædsomt og forstenet i fysisk og psykisk brutalitet? Hans følelseskulde bliver til dybfrost, da han tager den følsomme Andersen med til en henrettelse, som han selv har skildret - uden dog at skride ud i den gotiske uhygge og paniske chokstemning, som begivenheden her indlejres i.

Tæv til talentet

Visuelt er filmen effektsøgende og vil fremsuggerere en stemning af sort skræk og uafvendeligt mareridt - som i skildringen af Lille Tuk, en figur fra et af Andersens eventyr, som filmen bruger som symbolskikkelse, uden at Tuk egentlig har noget at gøre her.

Meisling, der - uden hold i virkeligheden, men jeg kan tage fejl - beskyldes for groft bedrageri, volder Tuks død, fordi han praktiserer stedfortrædende lidelse: Når Andersen ikke ter sig, som rektor ønsker, tæver han Tuk både halvt og helt fordærvet. Tuk står for det kunstneriske talent, opdriften i Andersen, og bliver den forløsende kraft, da han synker til bunds, men stiger genfødt af vandet som en fri svane.

Efter at have gået så grueligt meget ondt igennem kan han slå ind på sin berømmelige, eventyrlige livsbane, som han i filmens nutid genoplever på dødslejet. Filmen kan forsvare sine excesser med, at der er tale om en art subjektiv, erindringsfarvet fremstilling. Problemet er så kun, at der ikke er nogen udvikling i handlingen, der går i stå i lutter repetitioner af konflikterne mellem Andersen og Meisling.

Skuespillere med liv i

Hvad der lever, er skuespillerne. Henning Jensens afmålte og usvigeligt velkalkulerede præstation er nævnt, men også Lars Brygmann gør med sin mærkeligt flegmatiske myndighed fin fyldest som Collin, mens den døende digter i Peter Steen har fundet en værdig fortolker. Det har den unge Andersen også i Simon Dahl Thaulow, der klarer den vanskelige rolle med uimponeret selvfølgelighed og er god til at tude. Han er rigtig "grådlabil", som det hedder på psykolog-sprog.

Men fordi den dramatisk-psykologiske udvikling aldrig kommer i gang, er handlingen sat i stå fra starten, så historien trækker ud i enerverende, tvangsmæssige gentagelser.

kultur@jp.dk