I "Klara and the Sun" er robotten mere menneskelig end menneskene
Jenna Ortega charmerer som en kunstig ven med et stort hjerte i Taika Waititis filmatisering af Kazuo Ishiguros roman. Men filmens spørgsmål om menneskelighed og kunstig intelligens drukner i et miskmask af fjollet komik og sukkersød sentimentalitet.
Forestil dig en verden, hvor internettet er afskaffet, fordi menneskene misbrugte det i en sådan grad, at det udløste Tredje Verdenskrig. Nu får ensomme teenagere i stedet stukket robotter i armene til at holde dem med selskab. Kunstige venner kaldes de. Forkortet KV.
Taika Waititis ”Klara and the Sun” udforsker et sådant venskab mellem teenageren Josie og KV’en Klara.
Filmen kredser om forskellen mellem menneske og maskine, om sorg og ensomhed. Temaer, der er mere aktuelle end nogensinde i en tid, hvor vi tilbringer stadig mere tid foran skærme og interagerer med kunstig intelligens.
Men midt i Waititis rodede genremiks, sukkersøde patos og lavpandede komik drukner de interessante spørgsmål, uden at filmen for alvor formår at tilføre dem noget nyt.