"Høst" ligner næsten en reklame for dansk landbrug. Heldigvis er familiedramaet mere beskidt
Der er både arvestrid, gamle familiehemmeligheder og genstridige køer i "Høst", der gør dansk landbrug til en forfriskende arena for det store familiedrama.
Den stolte landmand og patriark Gorm Feldum skaber stort ståhej og splittelse i familien, da han på sin 65-års fødselsdag annoncerer, at han ikke som forventet vil overlade familiegården til sin ældste søn, Erik, men til datteren Astrid.
Det lyder næsten som oplægget til en Morten Korch-film. Og selvom ”Høst” både byder på familiedrama, hemmeligheder, arvestrid, bekymringer om høsten, genstridige køer og solbeskinnede billeder af kornmarker, er Martin Zandvliets nye DR-drama i en noget anden boldgade.
På sin vis gammeldags. På sin vis moderne.