Florence Pugh giver litteraturhistoriens ravnemor et menneskeligt ansigt
Zoe Kazans overdådige Netflix-miniserie "East of Eden" giver John Steinbecks dæmoniske Cathy en psykologisk forhistorie uden at bortforklare hendes grusomhed.
Hvad får en mor til at forlade sine spæde tvillinger til fordel for at blive bordelmutter?
Svaret får man aldrig for alvor i John Steinbecks romanklassiker ”Øst for paradis” fra 1952, hvor Cathy fremstilles som nærmest født ond: en manipulerende psykopat og en af litteraturhistoriens største moderskurke. Hos Steinbeck er hun mindre et psykologisk menneske end en nærmest mytologisk inkarnation af ondskab.
Og man får det endnu mindre i Elia Kazans berømte filmatisering med James Dean fra 1955, der springer hele første del af familiekrøniken over.
I Greta Gerwigs ”Little Women” gav Florence Pugh moralsk oprejsning til Amy March, en anden af amerikansk litteraturs mest forhadte kvindefigurer. Nu gør Zoe Kazan – Elia Kazans barnebarn – noget lignende med Cathy i sin serieudgave af ”East of Eden”.
Ikke ved at gøre den manipulerende ravnemor sympatisk. Men ved at insistere på, at hun er et menneske, før hun er et symbol på ondskab.