Derfor kan vi ikke lade være med at følge med i Franks uudholdelige pinligheder

Han har hentet det forkerte barn i børnehaven og løjet om at have stomipose.

Han har tvunget sin barndomsven til at prøve heroin og skidt i en kattebakke i sin kones butik.

Han har brugt solsikkesnoren for at slippe for en biblioteksbøde og skudt sin rengøringskone med et jagtgevær.

Han har spanket sin hjerneskadede veninde med en ”Indiana Jones”-pisk og serveret menneskekød til et middagsselskab.

Vi behøver ikke fortsætte, for eksemplerne på Frank Hvam-karakterens ekstreme pinligheder i tv-serien ”Klovn” er utallige, og der er flere på vej.

Den populære komedieserie med Frank Hvam og Casper Christensen i hovedrollerne er i disse uger aktuel med endnu en sæson.

Og mens vi nærmer os ”Klovn”-afsnit nummer 100, kan vi spørge os selv, hvorfor den nu 21 år gamle serie stadig taler til os, og hvad den egentlig fortæller om os danskere.

Det har Roger Kormind et bud på.

Han betragtes som manden, der fik standup-komikken til Danmark i begyndelsen af 1990’erne.

Men i den brede offentlighed er han mest kendt som ”Klovn”-karakteren ”fætter Andreas”, der er umulig ikke at finde irriterende.

»Folk spørger tit mig og min hustru, om jeg er så irriterende i virkeligheden som i ”Klovn”. Det er et fantastisk spørgsmål at få, for det fortæller noget om, hvad ”Klovn” har skabt og rykket ved,« siger Roger Kormind.

Parkering i pinlighederne

Foruden de tre ”Klovn”-spillefilm har Roger Kormind spillet Mia Lyhnes smålige fætter i over 15 afsnit, og han har ved gennemlæsning af manuskriptet tit haft samme reaktion som alle os andre.

»Jeg har tænkt om både Frank og Caspers karakterer, men også om min egen karakter, at det der… Det kan jeg simpelthen ikke sige og gøre, for det ligger så langt væk fra min egen natur, ageren og personlighed,« siger han.

Roger Kormind vil ikke røbe noget om den nye sæson 11, der har fået femstjernede anmeldelser i bl.a. Berlingske, Børsen, Ekstra Bladet og Filmmagasinet Ekko.

Men Kormind vil gerne sige noget om ”Klovn”-seriens kendetegn:

Langtidsparkeringen i pinlighederne.

Nogle kan ikke holde ud at se ”Klovn”, fordi det er for pinligt. Andre elsker derimod at presse sig selv derud, hvor det næsten gør ondt indeni, mens de spændt venter på, hvordan Frank-karakteren mon håndterer situationen og forsøger at undslippe konsekvenserne.

»Der er meget få, der kan lave tv, der er så forkasteligt og grænseoverskridende, at det virker og fanger os. Franskmændene var i 1960’erne og 1970’erne gode til forvekslingskomedie og pinligheder, men det var på et andet niveau. Det, som Frank og Casper har lavet, er helt unikt,« siger Roger Kormind.

Pinlighedskomikken har en enorm appel, siger han, og tallene bakker ham op.

Flere ”Klovn”-afsnit har over årene trukket hundredtusindvis af tv-seere, de to første ”Klovn”-film solgte sammenlagt over 1,3 mio. biografbilletter, og dvd-versionen er solgt i omkring en mio. eksemplarer.

»Hvorfor stopper vi næsten op for at se en bilulykke i trafikken? Hvorfor kan vi godt lide at sidde på kanten af sædet og vente på at blive forskrækket under en gyserfilm? Hvorfor springer vi i bungeejump og prøver den vilde rutsjebane i Tivoli, selv om det måske føles ubehageligt?« spørger Roger Kormind.

Han svarer sig selv:

»Fordi der et eller andet sted er noget i menneskets natur, der er draget mod det frygtelige. Vi kan ikke lade være med at udsætte os selv for den slags. I ”Klovn” er særligt Frank så off i forhold til samfundets normer, skikke og væremåder, og som tv-seer er det næsten uudholdeligt at kæmpe sig igennem pinlighederne. Det er så forfærdeligt, at vi er nødt til at se det.«

At gå hele vejen

I over 20 år har ”Klovn” skildret vores desperate forsøg på at opnå anerkendelse, accept, retfærdighed og status, hvilket kan få os til at træffe de mest katastrofale beslutninger.

Frank Hvams karakter bryder reglerne for, hvordan vi er sammen, ved at fastholde sin egen idé og moral om, hvordan man opfører sig.

Og det er grundlæggende interessant at følge med i, fastslår Niels Gråbøl, filminstruktøren og manuskriptforfatteren, der har haft fingrene i 10 afsnit af ”Klovn”-serien.

Niels Gråbøl fortæller, at strukturen i ”Klovn”-universet er bygget op om Frank-karakteren, der siger alt det, vi ikke tør sige, og gør alt det, vi ikke tør gøre.

»Derfor er det enormt befriende at se på et menneske, der bryder de kontrollerede rammer og samfundsregler,« siger han.

»Alle er jo inderst inde lidt som Frank, og vi har jo grundlæggende en forståelse for hans handlinger. Alle har deres egen moral, deres eget verdensbillede og deres egen måde at indordne sig på, men indeni os bor et barn, som har lyst til at gøre op med nogle af vores fælles regler. Modsat Frank i ”Klovn” ved vi bare, at vi ryger ud i problemer, hvis vi følger det barns ønsker.«

I det første afsnit af den nye sæson lyver Frank Hvam-karakteren over for sin japanske nabo om brugen af hendes avancerede toilet. Det bringer ham, naturligvis, i problemer.

»Og hvorfor kan vi så spejle os i den slags hverdagsvanvid? Fordi vi selv kan komme til at gøre noget lignende. Bare i mindre skala. Det fantastiske ved Franks karakter er dog, at han går hele vejen. Hver gang,« siger Niels Gråbøl.

Konceptet i ”Klovn” er inspireret af den amerikanske serie ”Curb Your Enthusiasm” af Larry David, men mange handlingsforløb er hentet fra virkelige hændelser, siger Niels Gråbøl.

»Da jeg var med til at skrive og instruere, blev der talt åbent om alt, og det var altså ikke småting, der kom på bordet fra Caspers eller Franks liv. Ikke alt tåler dagens lys,« griner han.

Alt foregår uden replikker. Der er situationsbeskrivelser og et manuskript, og skuespillerne instrueres i, hvor scenen skal ende, og hvad de skal tale om undervejs, men alt er improvisation, fortæller Roger Kormind.

»Udfordringen med ”Klovn” og alle andre serier med så lang varighed er, om man kan gøre historierne lige så friske, som man kunne tidligere?« siger han.

Alle dummer sig

Med andre ord er spørgsmålet, om ”Klovn” stadig har noget nyt at sige til os, eller om serien i højere grad er blevet en institution, vi vender tilbage til, fordi den føles så velkendt?

Lidt af det hele, mener Roger Kormind.

»En af grundene til, at ”Klovn”, ”Friends” og andre sitcoms kan vare så længe, er, at de konstant udvikler sig tematisk og i karakterarbejdet og dermed gør sig relevante i forhold til tidsånden. Engang var Casper og Franks karakterer nogle grisebasser, der flirtede med studiner. Nu er de oppe i alderen og i krise.«

Roger Kormind støder jævnligt ind i ”Klovn”-fans på 15-20 år og andre på 65-70 år, der har været med siden begyndelsen.

Et udtryk for at ”Klovn” via sin blandede personkarakteristik rammer bredt, mener han.

»Der er jyder og københavnersnuder, søde og irriterende mennesker og selvfølgelig alverdens tosser.«

Fællesnævneren er, at ”Klovn”-universet ifølge Kormind bygger på en sandhed om, at alle og enhver dummer sig.

»Vi kan spejle os i karakterernes mange dumheder, fordi vi jo selv kun er nogle små mennesker, der gør vores bedste, men det lykkes bare ikke altid, og det er seriens bottom line.«

Eller som Niels Gråbøl anskuer det:

»Som mennesker prøver vi at gøre tingene rigtigt, men i forsøget derpå roder vi os ud i alverdens fejl, som vi ikke kan lide at tage konsekvenserne af.«

Han henviser til Mia Lyhnes karakter, der er gift med Frank Hvams ditto.

»Jeg har aldrig forstået, hvorfor Mia ikke har forladt Frank før nu. I virkeligheden er det den samme mekanisme. Mia fejler stort ved ikke at forlade Frank, men i stedet bliver hun ved med at acceptere og tillade alt det, Frank udsætter hende for,« siger han.

»Alle ”Klovn”-karaktererne gør noget, de ikke burde, og i det rum opstår en masse drama og komik, som vi alle kan se os selv i.«

Hvis vi da kan udholde de ekstreme pinligheder.