Velkommen til Wes Andersons kuriositetskabinet
Få instruktører har en så tydelig signatur som Wes Anderson, hvis nye film "Asteroid City" er en vidunderligt let hilsen til kunsten og videnskaben.
For tiden flyder mit Instagram-feed over med variationer over temaet ”Hvad hvis Wes Anderson havde instrueret …”. Det har resulteret i fotografiske forestillinger om, hvordan det ville have set ud, hvis Harry Potter-filmene var instrueret af Wes Anderson, eller hvis Wes Anderson var manden bag ”Succession”.
Spøgen er selvfølgelig først og fremmest som med så meget andet på internettet en pudsig gimmick, men de pasteltonede technicolor-associerede falske stillbilleder af eksempelvis Roman Roy og professor Snape i Wes Anderson-antræk fortæller også med stor tydelighed, hvor ikonisk og ekstremt genkendelig en figur Wes Anderson er i filmverdenen.