44 skuespillere har skrevet under: Danske film mangler minoriteter

»Jeg synes, at vi har i gang i en stille revolution,« siger Sandra Yi Sencindiver.

Du kender hende måske som Susanne Winther i DR-succesen ”Broen”. En dansk serie, der er et eksempel på, at en skuespiller med anden etnisk baggrund end dansk spiller en markant rolle.

Men der er for få af den slags eksempler, mener Sandra Yi Sencindiver. Det er det, den stille revolution handler om.

Hun og Laura Allen Müller, Malaika B. Mosendane, Şiir Tilif & Dorcas Joanna Hansen har taget initiativ til kampagnen ”Et Større Billede”, der skal ruske op i dansk films ubevidste fordomme. Kampagnen, der på Facebook bærer underskrifterne fra i alt 44 skuespillere, bl.a. Ellen Hillingsø og Jesper Christensen, er blevet lanceret med tre filmplakater, der har en vis lighed med plakaterne til tre store danske film og serier: ”Riget Exodus” af Lars Von Trier, ”Fædre og mødre” af Paprika Steen og ”Familier som vores” af Thomas Vinterberg.

Men de nye plakater har noget, som de oprindelige plakater ikke har. De har diversitet. Forskellige hudfarver, køn, kropstyper og familiekonstellationer. Det, som gruppen af skuespillere efterlyser.

»Vi har lavet de her billeder for at belyse, at der ingen sammenhæng er mellem, hvad der vises på skærmen, og hvordan vores liv, vores verden og vores samfund ser ud. Og alle de perspektiver, alle de historier, der eksisterer i alle de liv, der ikke er vist på skærmen, de skal frem,« siger Sandra Yi Sencindiver.

Det, der ikke bliver sagt

I perioden 2018 til 2021 blev 7,3 pct. af hovedroller i danske film spillet af danskere med anden etnisk baggrund. Det tal var 8,7 pct. for biroller. Til sammenligning bestod 13,9 pct. af den danske befolkning i 2021 af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Det viser en undersøgelse fra Det Danske Filminstitut.

De tilstande vil Sandra Yi Sencindiver og resten af gruppen have ændret. Men i en mail til Berlingske protesterer Lars von Trier.

»Rend mig i røven! Arbejder kun under total kunstnerisk frihed. Enhver form for censur eller kvotering på området er en indskrænkning af ytringsfriheden og leder dermed slutgyldigt til fascisme,« skriver instruktøren til Berlingske.

»Det handler ikke kun om antal, men også om måden, du fremstiller minoriteter på. Det handler heller ikke om at begrænse kunstnerisk frihed, vi siger bare, at man måske skal være mere bevidst omkring de valg, man træffer. Træffer du ubevidst nogle valg, der er baseret på stereotyper eller reproduktioner og den måde vi plejer at gøre tingene på?« spørger Sandra Yi Sencindiver.

Hun kalder på en debat om diversitet på skærmen, som hun mener har været fortiet i for lang tid. Måske, fordi en karriere i filmbranchen er betinget af et godt ry, mener hun.

»Der er ikke nogen, der tør sige noget, for ingen kan lide en brokrøv. ”Det er jo også bare så synd for mig, at jeg heller ikke får nogen chance, fordi jeg ikke er hvid.” Det er der ikke nogen, der gider at høre på. Det er simpelthen så usexet,« siger Sandra Yi Sencindiver.

Ifølge Jørgen Ramskov, der er direktør i Producentforeningen, har gruppen fat i noget.

»Det er da helt rigtigt. Det er både en problematik, der er foran kameraet i forhold til skuespillere, og det er bestemt også en problematik, der gør, at vi skal være i stand til at rekruttere bredere bag kameraet,« siger han.

Uskrevne regler

Men de første ord i den samtale, som gruppen efterlyser, er allerede sagt, mener Jørgen Ramskov.

»Jeg synes faktisk, at der er en positiv udvikling i gang. Der er et problem, og vi skal gøre mere. Men det er vi i gang med. Vi tænker ikke ”gud, det har vi slet ikke tænkt over. Gud, det har vi slet ikke arbejdet med”. Vi har interne arbejdsgrupper, der sidder og kigger på det.«

»Så vi er videre end der, hvor man kun fik tilbudt roller som pizzabude og taxachauffører. Men der er et stykke vej endnu. Det er en lang proces, og den starter helt nede ved idéen,« siger Jørgen Ramskov.

Spørger man Sandra Yi Sencindiver, ligger ansvaret for at give minoriteter skærmtid netop ved dem, der får idéerne til nye film.

Hvad, hvis man som kunstner gerne vil afspejle en eller anden form for virkelighed, hvor den diversitet ikke eksisterer?

»Det er ikke sådan, at vi skal gå over til meget firkantede, kvoteagtige tilstande. For nogle gange giver det netop mening at caste smalt, hvis man laver en miljøskildring af en meget homogen gruppe, eksempelvis i ”Bad Bitch”, hvor hele hovedcastet er sort,« siger Sandra Yi Sencindiver.

Hun og gruppen mener, at der skal være plads til at træffe kunstneriske valg, så længe de valg ikke er et produkt af en automatisk reproduktion af en forældet og ekskluderende tankegang, forklarer Sandra Yi Sencindiver.

»Vi arbejder med et system af vanetænkning, som vi alle ligger under for,« siger hun.

»Det gør Thomas Vinterberg, Lars von Trier og Paprika Steen også. De har sgu også arbejdet under de her uskrevne regler. Men nu stiller vi os op og spørger, om vi ikke skal kigge på, hvad er det for nogle rammer, vi har lagt for os selv? Hvad er det for nogle uskrevne regler, vi har? Så det handler ikke om at placere skyld, men derimod at placere ansvar, skabe retning og en vision for, hvad er det for en branche, vi gerne vil have.«