Paprika Steen: »Jeg er eddermame rasende på forældreengagement og forældresamarbejde – det er jo en fuldstændig mislykket opgave«
I filmen "Fædre og mødre" retter den kendte skuespiller og instruktør skytset mod skolebørns overengagerede forældre. Hun mener, at børns skolegang for mange forældre er blevet som en hobby. Forældrene går til skole, ligesom de går til fodbold og tennis. Og det er en uskik.
»Altså det vil være fuldstændig livsafgørende for os at få Hannah ind på den her skole!« erklærer mor Piv til privatskolens rektor i en af de første scener i Paprika Steens film ”Fædre og mødre”.
Piv og Ulrik, spillet af Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Lohmann, vil flytte deres datter, Hannah, til privatskolen, fordi undervisningen på skolen består af en perfekt blanding af leg, læring og kreativitet, og så har skolen et værdiregelsæt, som særligt Piv bifalder, nemlig: »Et godt samarbejde omkring børnene giver et godt sammenhold mellem børnene.«
Rektor, som bliver spillet af Lars Brygmann, smiler selvtilfredst. »Der kommer en hyttetur lige om lidt, som forældrene arrangerer med bål, musik og ballade. Det er et kæmpe forældrearbejde, kæmpe, kæmpe. Der er ikke nogen, der køber fribillet her. Vores forældre er simpelthen rygraden på den her skole,« siger han og slår dermed filmens hovedtema an: et overdrevent forældreengagement.
Sukkerpolitik og arbejdsweekender
For der sker nemlig det, at Hannah får en plads i 6. B på privatskolen. Og så skulle man måske tro, at filmen handler om, hvordan det er for Hannah at starte på en ny skole i den nye klasse, som hun skal på hyttetur med.
Men det er ikke tilfældet.