Baz Luhrmann formår ikke at balancere formsprog og plot i sin ambitiøse ”Elvis”
Det er utrolig ærgerligt, at smerten ikke skinner mere igennem i Baz Luhrmanns storslået iscenesatte ”Elvis”.
Hos den australske instruktør Baz Luhrmann er der ingen adskillelse mellem form og indhold. Siden spillefilmdebuten ”Strictly Ballroom – de forbudte trin” (1992), der til stadighed står som Luhrmanns bedste og mest formfuldendte film, har instruktøren gjort en dyd ud af at lade storladne udtryk og ofte overdrevet skuespil resonere med lige så store følelser, der i Luhrmanns tidlige film altid virker ægte.