Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

Popikon kritiserer russiske myndigheder for at fjerne sexscener fra film

Sir Elton John kritiserer censorerne af filmen om hans liv.

Det britiske musikikon Sir Elton John er hård i sin kritik af de russiske filmmyndigheder, der har censureret filmen ”Rocketman” om Elton John liv, skriver Sky News.

I filmen indgår både kys mellem mænd og homoseksuelle sexscener, og det er dem, der er klippet ud i den russiske udgave af filmen, der netop har haft premiere. Desuden er der også fjernet et foto fra rulleteksterne af Elton John og hans mand David Furnish.

I alt er der klippet cirka fem minutter ud af filmen, der har Taron Egerton i hovedrollen.

»At en lokal distributør har fjernet bestemte scener og dermed nægter publikum muligheden for at se filmen, som det var hensigten er sørgeligt. Det viser, at vi stadig lever i en splittet verden, og det er en grusom mangel på accept af kærlighed mellem to mennesker,« har Elton John udtalt i en meddelelse fra filmens producenter.

»Vi tror på, at brobygning og åben dialog fortsat vil være med til at nedbryde barrierer, indtil alle mennesker i Verden er lige.«

Også Amnesty International er hård i kritikken af den russiske censur.

Den bliver kaldt både »latterlig« og fornærmende mod LGBTI-personer.