HBO har afsløret premieredatoen på ”Game of Thrones”
HBO har frigivet en ny teaser for den ottende og sidste sæson. Se den i bunden af artiklen.
Vinteren kommer. Og du skal ikke vente længe endnu for at finde ud af, hvad det betyder for befolkningen i de De Syv Kongedømmer.
Fans, der har fulgt med i slaget om jerntronen, har måttet væbne sig med tålmodighed for at få at vide, hvornår det blodige eventyr i Westeros får en ende. Men nu har HBO endelig afsløret, hvornår den ottende og sidste sæson af serien ”Game of Thrones” får premiere.
Først lød det, at serien ville vende tilbage i 2019. Så blev det indkredset til april. Og nu hedder den officielle premieredato i Danmark den 15. april 2019 hos HBO Nordic.
Den ottende og sidste sæson består af seks afsnit i spillefilmslængde. Det vil sige, at hvert afsnit er mindst 60 minutter langt.
Når ”Game of Thrones” vender tilbage, er der gået næsten to år siden sidste afsnit af den syvende sæson, som bl.a. bød på politik, sex, drager og mindst én incestuøs romance.
Med i kampen om tronen er blandt andre de danske skuespillere Nicolaj Coster-Waldau og Pilou Asbæk. Frank Hvam, Dar Salim og Birgitte Hjorth Sørensen har også tidligere optrådt i større eller mindre roller i serien.
”Game of Thrones” baserer sig på forfatteren George R.R. Martins bogserie. Handlingen i tv-serien er dog for længst løbet forud for handlingen i Martins publicerede værker i serien ”A Song of Ice and Fire”.
HBO-serien blev i fjor nomineret til 22 priser ved Emmy-uddelingen og vandt 12 - bl.a. for bedste dramaserie.
I anledning af annonceringen af premieredatoen har HBO frigivet en ny teaser for sæsonen. Den kan du se herunder: