Den ottende Rocky Balbao-film er en 1980’er-anakronisme, der giver Gensyn med Brigitte Nielsen og Dolph Lundgren
Det er synd, at Sylvester Stallone ikke stoppede historien om Rocky efter fornyelsen med ”Creed”. I toeren går der nemlig kitsch og gammeldags machoplathed i miseren.
Det kan godt være, at det er en kærlig hyldest til 1980’ernes actionfilm og en lidt selvglad, men oprigtigt kærlig homage til den filmserie, der gjorde Sylvester Stallone til den, han er i dag.
Og det kan godt være, jeg hoppede lidt i stolen af gensynsglæde og ærligt talt også kitsch-henrykkelse, da jeg så Brigitte Nielsen entrere scenen i en gentagelse af sin rolle fra ”Rocky IV” som ekskone til boksedyret Ivan Drago, og at Dolph Lundgren igen er dette muskelbundt med lige så lidt talent for at spille skuespil, men lige så voldsom fysisk tilstedeværelse som før, men jeg ville stadig ønske, man havde ladet det være med den første ”Creed” (2015), der var den 7. film i Rocky-universet.
Dér spillede Michael B. Jordan rollen som den unge bokser Adonis Creed, der bliver trænet af Rocky Balbao, der tidligere var ærkerival til Apollo Creed, Adonis’ far. En smart og rørende og også herligt sentimental film, der retfærdigvis indbragte Sylvester Stallone en oscarnominering for sin luntende og lune præstation som den gamle Rocky.
Fædre og sønner
Vi bliver i sporet fra sidst og fortsætter historien om nedarvede talenter og hævnambitioner. Denne gang går man tilbage til ”Rocky IV”, hvor Ivan Drago dræbte Apollo Creed i ringen. Senere tog Rocky hævn og ydmygede Drago i en kamp, der blev udspillet i Rusland. Den kolde krig blev pludselig personlig og helvedesvarm. Denne gang er det Dragos søn, Viktor, et containerstort brød af en mand, der bliver trænet af sin ukærlige far, som udfordrer Adonis.
Sønnerne skal nu udkæmpe en ny kamp i ringen, og Creed får læsterlige tæv. Rocky er da heller ikke med i ringhjørnet som hans træner. Men da Drago bruger beskidte kneb, bliver han diskvalificeret og taber dermed kampen - det er alt i alt Creeds held. Men så skal der tages revanche, eller er det mon hævn? Det er den del af fortællingen, der i særdeleshed bliver postuleret og også temmelig langtrukken Der står en bekymret kæreste og en stolt, men ængstelig mor på sidelinjen, mens Adonis puster både muskelmasse og machoegoet op.
Alt imens er det svært at forstå, hvad der skulle drive ham til at lege med sit eget helbred og sin families fremtid på den måde. ”No pain, no gain” lyder sloganet dog, og moralen bliver gammeldags vejrbidt: Man(d) må bide tænderne sammen, slikke smerten i sig, nærmest nyde slagene og lade det hele kanalisere ud som energi i ringen og så slå igen.
Det virker sært gammeldags, at den unge, moderne Adonis Creed skulle lade sig forblinde af vikingetidsæresdyrkelse og blodhævns-tanker, og så er kropsdyrkelsen næsten kælen, mens handlingen er firkantet og stivbenet i denne anakronistiske bokserings-misere.