Film & tv

Matt Dillon efter von Trier-film: Nogle dage gik jeg hjem og græd

At skære brystet af en ung kvinde i den nye Lars von Trier-film var lige ved at blive for meget for hovedrolleindehaveren.

Matt Dillon spiller hovedrollen som seriemorder i Lars von Triers "The House That Jack Built". Foto: Zentropa-Christian Geisnaes

Han har spillet med i film som ”One Night at McCool’s” og ”Vild med Mary” og har opnået en Oscar-nominering for sin birolle i ”Crash”.

Siden han første gang kunne ses på det store lærred i 1979, har Matt Dillon spillet med i et hav af film og serier, men for den 54-årige skuespiller Matt Dillon har hans rolle i Lars von Triers ”The House That Jack Built” været en af de sværeste opgaver, skriver Ritzau.

I filmen spiller han hovedrollen som seriemorderen Jack, som har slået omkring 60 mennesker ihjel. Filmen centrerer sig om fem af mordene og byder på von Triersk vis på voldsomme og makabre scener, hvor både børn, kvinder og dyr bliver tortureret og dræbt.

Derfor var det heller ikke uden betænkeligheder, at Hollywood-stjernen sagde ja til rollen.

»Jeg var meget ambivalent, og jeg var tæt på ikke at gøre det. Der var tidspunkter, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kunne. Det havde ikke noget at gøre med Lars eller hans film, men mere om hvorvidt jeg kunne lave de scener, og om jeg kunne gå derud,« forklarer Matt Dillon.

Han er i øjeblikket i Cannes, hvor ”The House That Jack Built” er blevet vist til både stor forargelse og begejstring blandt publikum.

Kunstneren Lars von Trier skubber i ”The House That Jack Built” igen til grænserne for, hvad man kan vise på film, forlyder det. Og det fik Matt Dillon at føle. Særligt i en scene, hvor han skal skære brystet af en ung pige, var hård for ham, fortæller han.

»Det var nogle svære scener, og da vi skulle optage dem, var der nogle spændinger mellem Lars og mig. Der var dage, hvor jeg gik hjem og græd,« fortæller den garvede skuespiller.

Da filmen var optaget og i gang med at blive klippet, var skuespilleren i Danmark for at lave voice over. Her fik han af Lars von Trier mulighed for at få første kig på, hvordan filmen formede sig, men det havde han med egne ord nærmest ikke lyst til.

»Jeg var virkelig bange for, at jeg ikke ville kunne stå inde for den,« siger Matt Dillon, der dog er tilfreds med filmen, selv om det kan være skræmmende ikke at have kreativ kontrol.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Cannes Film Festival
Forsiden lige nu
Om temaet

På denne side finder du Jyllands-Postens dækning af filmfestivalen i Cannes.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her