Fortsæt til indhold
Streaming, film og tv

61-årige Cirkeline rejser til Tyskland med et næsehorn

Ny tegnefilm af Jannik Hastrup er udtaget til Berlinalen i februar. Titlen er "Cirkeline,

Cirkeline blev født på Hanne Hastrups skrivebord i 1957, og siden 1966 har Jannik Hastrup lavet film med den lille pige, der sover i en tændstikæske.

Figuren - nu i farver - er stadig vital og relevant.

I hvert fald har Berlins internationale filmfestival udtaget den seneste film til at deltage i børneprogrammet. Titlen er ”Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn”, og i denne fortælling møder Cirkeline en mørk pige fra en kakaoæske og et næsehorn.

Filmen henvender sig til børn mellem tre og seks år, en smal målgruppe, som det er vovet at producere til i økonomisk trange tider.

Filmen har - i modsætning til de tre foregående - ikke opnået produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, men får altså nu anerkendelse fra Berlinalen.

Marie Bro, producer i Dansk Tegnefilm, selskabet bag Hastrups film, glæder sig over Cirkelines holdbarhed.

»Der er ikke tale om et udstyrsstykke, hvor sputnikkerne flyver omkring. ”Cirkeline, Coco og det vilde næsehorn” er bare en god og fin historie. Det er heldigvis stadig vigtigt,« siger Marie Bro.

I og med, at Cirkeline er målrettet de yngste, vil Cirkeline også være noget af det første, mange af os har set. Det er med til at forklare holdbarheden.

»Det første man ser, sætter sig dybt i én. Der har Cirkeline givet mange en god oplevelse, og det er nok forklaringen på, at hun har været populær gennem nu flere generationer,« siger Marie Bro.

De yngste herhjemme kan se filmen i biograferne fra 1. marts.