Protester fra pårørende bremser Bataclan-film
Tv-filmen "Ce Soir-Là" om terrorangrebene i Paris i 2015 er blevet bremset af protester fra pårørende.
130 mennesker blev dræbt under en række terrorangreb i Paris den 13. november 2015.
89 af dem blev dræbt under en massakre ved en koncert med amerikanske Eagles of Death Metal på det populære spillested Bataclan.
En tv-film - ”Ce Soir-Là” (”That Night”), som er filmet og er ved at blive klippet færdig - er nu blevet bremset af protester fra ofres efterladte.
”Efter to år er vores sår stadig åbne - vores sorg er umådelig stor,” siger Claire Peltier, hvis partner og far til hendes to børn blev dræbt ved indgangen til spillestedet den aften.
”Det er skandaløst, en sådan et filmprojekt kan se dagens lys så kort tid efter denne voldelige hændelse. For at sørge har vi brug for stilhed, beskedenhed, værdighed, respekt. Kan I ikke finde noget fiktion, som kan tiltrække seerne, uden at få vores sorg til at blusse op igen.”
Claire Peltier kritiserer filmens plot: Der opstår en romance mellem to sårede mennesker, som gemmer sig for terroristerne på spillestedet Bataclan.
Hun beder tv-kanalen France 2 og Delphine Ernott, præsidenten for France Télévisions, om at skrotte tv-filmen.
France 2 siger nu:
”Filmen, som stadig er i redigeringsfasen, er endnu ikke set af tv-kanalens ledelse. France 2 har besluttet at henlægge projektet, indtil produktionen har konsulteret alle ofres associationer.”