Excentrisk sanger kæmpede mod lidelse
Popstjernen Prince afslørede i et sjældent interview, at han var født med en lidelse, der gjorde barndommen svær.
Den 50-årige sanger og sangskriver gav et sjældent interview til den amerikanske talkshowvært Tavis Smiley i forbindelse med udsendelsen af hans seneste tre-dobbelte cd.
Her fortalte han om den epilepsi, der gjorde hitmagerens barndom svær.
"Mine forældre vidste ikke, hvad de skulle gøre, men de gjorde, hvad de kunne med de midler, der var til rådighed," sagde sangeren, der også indrømmede, at han blev drillet i skolen.
Guddommelig indgriben
Sangeren, der lykkeligvis overvandt epilepsien, mente som barn, at det var "guddommelig indgriben," der var skyld i, at lidelsen pludselig forsvandt.
"Min mor fortalte mig, at jeg en dag var kommet ind til hende og fortalte, at jeg ikke skulle være syg mere," sagde stjernen.
"Da hun spurgte hvorfor, havde jeg svaret: "Fordi en engel sagde det." Nu kan jeg ikke selv huske at have sagt det."
Yderligere afslørede han overfor Tavis Smiley, at han forsøgte at kompensere for sin lidelse ved at være så larmende og flamboyant, som han kunne.
Opgør med faders skygge
Sangeren har kredset om sygdommen tidligere, blandt andet på sangen "The Sacrifice Of Victor" fra 1992, hvor han synger "Epileptic 'til the age of seven."
I en tredjedel af tilfældene forsvinder børns epilepsi, når de bliver voksne.
Under interviewet fortalte stjernen også om sit anstrengte forhold til sin far. Prince var som barn tvunget til at holde sine klavertimer hemmelige.
"Jeg måtte ikke spille, fordi jeg ikke var ligeså god som han," siger Prince.
"Så da han forsvandt, følte jeg, at jeg var nødt til at blive ligeså god."