Fortsæt til indhold
Kultur

Björn Afzelius' sange til friheden samlet i boks

Bokssæt om en af Danmarks populæreste svenskere, Björn Afzelius er er netop udkommet. Titlen er "Sång" til Friheten"

Af FINN SMED SAHLHOLDT

Björn Afzelius: Sång till friheten
Booklet med fire cder

Koldt registrerende hugget ind i en granitgravsten på Västra Kyrkogården i Göteborg står:

Björn Afzelius

27.1.1947-16.2.1999

Men bag de nøgne facts skjuler sig beretningen om den svenske, politiske troubadour, som også var en fuldblods levemand foruden ved sin død at være den solist i Sverige, som ved at synge på sit modersmål havde solgt flest plader - i dag over 2,5 mio. stk. Og så var han i perioder mere populær i Danmark end i sit hjemland.

Hans mange koncerter var præget af varme, humør og stillingtagen politisk som alment, og de fineste af hans tekster gik lige ind hos danskerne trods det fremmede sprog.

Det fremhævede citat i denne artikel er fra "Sång till friheten", som udgør noget af det smukkeste, som mange af hans fans kan forestille sig.

Naturligt valg

Derfor virker sangens titel også som et naturligt valg for det nye bokssæt, som er svensk-produceret og en værdig og fortællende gravsten over Afzelius, som måtte give op på denne jord efter en forgæves kamp mod lungekræft.

Cd'ernes numre kommer i kronologisk rækkefølge.
På cd nr. 1 de politiske, musikalsk kantede sange, som er typisk svenske. Formen videreudvikles til Afzelius-klassikerne, som befolker cd nr. 2 og 3, mens den sidste cd lægger stor vægt på udspillene Tanker vid 50 og Elsinore. Begge fra perioden, hvor kræftsygdommen havde sit tag i Afzelius, som naturligt fyldte sine sange med eftertænksomhed.

De to nævnte udspil havde begge Afzelius næsten faste følgesvend, keyboardspilleren Olle Nyberg, som producer. Han havde især stor indflydelse på "Elsinore", som Afzelius på dødslejet kun skabte skabelonen til.

Et andet fokus er liveindspilningerne Danska Nätter og Grande Finale, begge oprindeligt udgivet på dobbelt-LP. Især her står nerven i Afzelius musik til fri skue.

Insiderviden

I booklet-form beskriver en anden af Afzelius trofaste venner, Hannes Råstam, hans liv selvfølgelig med insiderviden. Kaos i privatlivet og i økonomien, men med masser af overskud til velgørenhed. Bl.a. til fordel for Latinamerika, hvor bl.a. Cuba stod hans hjerte nær. Her støttede Afzelius aktivt demokratibevægelsen.

"Blev han vred, blev han forbandet vred, ville han hjælpe, hjalp han til med alt, hvad han kunne præstere, blev han forelsket, elskede han denne kvinde, som ingen andre kunne, og ønskede han at feste, festede han igennem, indtil alle andre lå under bordet," forklarer sanger- og sangskriverkollegaen Mikael Wiehe om Afzelius, med hvem han samarbejdede i flere perioder.

finn.sahlholdt@jp.dk