Ambitiøs teaterforestilling totalt aflyst i 11. time
Aveny-T i København skulle om et par uger have haft premiere på "Privatliv" - nu er den aflyst på grund af "planlægningsmæssige vanskeligheder".
Et brag af en klassiker.
Således præsenterede Aveny-T opførelsen af Noël Cowards klassiker "Privatliv", der skulle have haft premiere den 15. november.
Men nu er forestillingen aflyst i 11. time.
I en kortfattet meddelelse udsendt af teatrets billetkontor mandag formiddag hedder det blandt andet:
»Årsagen er nogle planlægningsmæssige vanskeligheder, som her i den allersidste fase inden produktionen viste sig at være umulige at overkomme.«
Jyllands-Posten har anmodet teatrets ledelse om en uddybning af begrundelsen for aflysningen, men det ønsker man ikke.
Hovedrollerne som parret Amanda og Elyot, der ikke kan leve hverken med eller uden hinanden, skulle i Peter Langdahls opsætning på Aveny-T være udfyldt af Mille Dinesen og Dejan Cukic.
"Privatliv" har gået sin sejrsgang over hele verden, og i Danmark har især Bent Mejding og Susse Wold været med til at udødeliggøre den klassiske komedie med mere end 700 opførelser.
Til dem, der allerede har købt billet til "Privatliv" har Aveny-T to tilbud:
Man kan få billetten refunderet eller byttet til billetter til "Mig og Ulf", der med Flemming Jensen den 2. og 3. februar næste år.