Internationale forfatterstjerner indtager Louisiana
Store, litterære navne som Paul Auster, Zadie Smith og Chris Kraus kommer til Louisianas litteratur-festival i august.
Kunstmuseet Louisiana har netop offentliggjort programmet for festivalen ”Louisiana Literature 2017”.
Programmet indeholder en lang række internationale og danske forfattere, der enten skal læse op, interviewes eller afgive koncert – nogle gange i dialog med hinanden eller i samspil med museets kunst.
54 forfattere vil i løbet af festivalens fire dage indtage museet, bl.a. den amerikanske sværvægter Paul Auster, der præsenterer sin seneste roman ”4 3 2 1”.
Programmet byder desuden på den hviderussiske Nobelpris-vinder Svetlana Aleksijevitj, og amerikanske Chris Kraus, hvis roman ”I Love Dick” er blevet genudgivet i 2015 og udråbt til at være en feministisk kultroman. »Den bedste roman, der er skrevet om mænd og kvinder i det 20. århundrede,« skrev The Guardian.
Zadie Smith, en af britisk litteraturs nye stjerner, snakker om bogen ”Swing Time”, mens Suzanne Brøgger kan opleves i samtale med Jørgen Leth, begge er aktuelle med nye bøger.
Derudover byder festivalen på et væld af velkendte, danske forfattere, som optræder med deres aktuelle bøger, blandt andre Christina Hesselholdt, Caroline Albertine Minor, Ib Michael, Pablo Llambías, Lone Aburas og Peter-Clement Woetmann.
Festivalen afholdes 24. til 27. august.